Los Angeles Rams-cheftræner Sean McVay sår tvivl om, hvorvidt quarterback Jared Goff bliver klar fra sin tommelfingerskade til at starte i Wild Card-kampen mod Seattle Seahawks.

Los Angeles Rams sikrede søndag aften en plads i slutspillet med en 18-7-sejr over Arizona Cardinals, der kom i hus takket være en dominerende defensiv indsats.

Rams klarede skærene uden sin normale mand bag center, da quarterback Jared Goff var ude med en tommelfingerskade efter en operation tidligere på ugen. Holdet håber på, at Goff bliver klar til lørdagens Wild Card-opgør mod Seattle Seahawks, men det er langt fra sikkert.

Ifølge flere journalister og medier sagde Los Angeles Rams-cheftræner Sean McVay efter sejren over Arizona Cardinals, at han “ikke er sikker på”, om Goff spiller mod Seahawks. Derudover sagde McVay, at de i klubben vil drøfte det.

NFL Networks Michael Silver beretter, at Rams eftersigende forventer, at Jared Goff på trods af den nyopererede tommelfinger på sin kastehånd vil være i stand til at tage snaps under center, som ellers putter større pres på den skadede finger. Men om det er nok til, at Goff bliver vurderet klar til kamp, det er et stort spørgsmålstegn.

Læs også: Her er kampprogrammet for den første slutspilsrunde

Hvis Jared Goff ikke bliver klar til kamp, er det forventningen, at John Wolford igen vil tage over i Goffs fravær. Wolford gjorde det anstændigt i sin NFL-debut mod Cardinals. Han ramte på 22 af 38 kast for 231 yards og en interception. Wolford løb desuden for 56 yards, hvilket virker til at være hans største styrke.

Seattle Seahawks og Los Angeles Rams brager sammen i slutspillet lørdag den 9. januar klokken 22.40.