
Der blev bare scoret 17 point, da Denver Broncos og New England Patriots kæmpede om Super Bowl-kvalifikation på et sneklædt Mile High.
New England Patriots er klar til Super LX, efter at de besejrede Denver Broncos med 10-7 på Mile High.
Det er første gang siden, at Tom Brady spillede quarterback i New England, at Patriots kvalificerer sig til den store finale. Senest var i 2018-sæsonen, hvor Patriots besejrede Los Angeles Rams med 13-3 i Super Bowl LIII.
Som resultatet indikerer, så var det forsvarene, som dominerede kampen. Faktisk producerede Patriots bare 207 offensive yards, mens Broncos sluttede med 181 offensive yards.
Omvendt fremtvang Patriots’ forsvar to turnovers, som skulle vise sig at blive kampafgørende. Derudover leverede Patriots tre sacks på Jarrett Stidham.
Defensiv stillingskrig
Det startede ellers så lovende for Denver Broncos, som satte de første point på tavlen. Jarrett Stidham leverede endda det længste kast i Broncos’ sæson, da han ramte sin lynhurtige receiver Marvin Mims Jr. på et 52-yard langt kast.
Dernæst kaldte Sean Payton en play-action, som tog fusen på Patriots’ forsvar, og så kunne Stidham let finde Courtland Sutton i endzone.
I kampens begyndelse var det altså ikke til at se, at Jarrett Stidham blev den første quarterback i historien, som starter en AFC-finale, efter at han ikke havde kastet ét eneste kast i løbet af sæsonen.
Men Stidham kom ned på jorden igen. Patriots’ forsvar skruede bissen på og tillod ikke ét eneste point i resten af kampen. Og minutter inden pausefløjtet leverede Christian Ellis et kolossalt spil, som gav Patriots momentum.
Beskyttelsen brød sammen omkring Jarrett Stidham, og så kom Ellis flyvende og fremtvang en fumble, som han opsnappede på Broncos’ 12-yard-linje.
Patriots’ angreb kvitterede for den sjældent gunstige udgangsposition, da Drake Maye udlignede kampen med et 6-yard touchdown-løb. Det var Mayes femte løbe-touchdown i 2025-sæsonen og hans syvende i karrieren.
Moder Natur spillede et puds
I disse forsvarsprægede kampe spiller boldbesiddelsen en altafgørende rolle. Derfor var det også helt centralt, at Patriots’ angreb startede anden halvleg med at eksekvere en knap 10 minutter lang angrebsserie.
For det kan godt være, at Patriots måtte nøjes med et field goal, da Jonathon Cooper leverede et sack på Drake Maye, men de fik punkteret festen på lægterne og taget den i forvejen tynde luft ud af Mile High.
Derefter ville Moder Natur bidrage til stillingskrigen. Et voldsomt snevejr begyndte at hærge Mile High, og det var næsten umuligt at spotte kridtstregerne i kampens afslutning.
Snevejret påvirkede åbenlyst spillerne, og det resulterede i flere brændte field goals, skæve punts og særdeles konservativt angrebsspil, som ikke førte noget godt med sig.
Til syvende og sidst kunne New England Patriots’ forsvarsstjerne Christian Gonzalez afgøre AFC-finalen, da han udnyttede en kolossal fejl af Jarrett Stidham.
Jarrett Stidham forsøgte at trodse vejrforholdene, da han kastede bolden nedad banen. Men det endte grueligt galt, da vinden tog bolden, og i stedet kunne Gonzalez let gribe den.
Således vandt Patriots en lavtscorende og halvsløj AFC-finale med 10-7. Nu venter enten Seattle Seahawks eller Los Angeles Rams i Super Bowl LX, som spilles i Santa Clara, Californien.







