Cincinnati Bengals er blandt de sidste fire hold i denne sæson efter en dramatisk 19-16-sejr over Tennessee Titans.

Lørdag aften blev Divisionsrunden i slutspillet indledt med et spændende AFC-brag mellem Tennessee Titans og Cincinnati Bengals. AFC South-mestrene måtte som første-seed påtage sig en lille favoritværdighed i jagten på konferencefinalen, men brandvarme Bengals anført af quarterback Joe Burrow var klar til at give værterne kamp til stregen.

Kampen blev lige så intens og spændende, som man kunne håbe på, og afgørelsen faldt først til allersidst. Rookie-kicker Evan McPherson sendte et 52-yard-field goal i mellem de gule stænger og sendte Bengals videre til AFC-finalen med en sejr på 19-16.

Sejren i Tennessee var Bengals’ første udesejr i slutspillet nogensinde. Og det er helt utroligt, at Bengals vandt. Joe Burrow var nemlig under et massivt pres i hele kampen. Tigrenes offensive linje blev trynet af Titans’ defensive linje, der sackede Burrow hele ni gange (?!?). Dermed blev Burrow også den første quarterback nogensinde i slutspillet til at føre sit hold til sejr efter at være blevet sacket ni eller flere gange.

De ni sacks var tilmed en slutspils-rekord. En rekord, som Titans nok er rimeligt ligeglade med efter det skuffende nederlag.

Cincinnatis flotte sejr skal dog først og fremmest tilskrives forsvaret, der interceptede Ryan Tannehill tre gange, herunder med blot 20 sekunder tilbage, hvilket gav Burrow nok tid til at bringe bolden inden for McPhersons field goal-afstand. Bengals’ forsvar havde også et vigtigt stop på 4th & 1 i fjerde quarter, hvor Derrick Henry blev begravet bag line of scrimmage.

Cincinnati var tæt på at få gummiben
Bengals så ud til at være på vej mod sejren, da Joe Mixon i tredje quarter først løb bolden i endzone efter et fremragende cut-back og bragte tigrene foran med 16-6, og da cornerback Mike Hilton på den efterfølgende Titans-angrebsserie interceptede Ryan Tannehill i redzone.

Men en Amani Hooker-interception i slutningen af tredje quarter ved stillingen 9-16 var med til at ændre kampen og bringe Tennessee helt tilbage i opgøret. Et øjeblik senere greb AJ Brown nemlig et flot touchdown, og så var stillingen fuldstændig lige: 16-16.

Fjerde quarter var fyldt med nerver, og begge mandskaber missede muligheden for at bringe sig foran. Først til allersidst kunne Bengals og McPherson altså afgøre det, efter Ryan Tannehills meget dyrebare (tredje) interception.

Titans fandt som det eneste af de to mandskaber vej til endzone i første halvleg på et Derrick Henry-løb, men det var gæsterne, der tog en føring på 9-6 med ind til pausen. Det skyldtes holdets dygtige rookie-kicker, Evan McPherson, som ramte på tre ud af tre field goals, herunder et succesfuldt spark på 54 yards.

Efter pausen kom der bedre gang i de to angreb, men det var altså Bengals, der trak det længste strå til sidst. Dermed er Cincinnati Bengals klar til AFC-finalen, hvor modstanderen i skrivende stund endnu ikke er fundet. Joe Burrow og co. møder vinderen af opgøret mellem Kansas City Chiefs og Buffalo Bills, der spilles søndag nat kl. 00.30.