Søndag kl. 22.05

Los Angeles Rams – New York Giants
En af rundens andre store favoritter finder vi på vestkysten, når miserable Giants gæster Rams. Big Blue blev i uge tre fuldstændig kørt over af et utroligt skadesplaget 49ers-hold, og det var decideret pinligt at se på. Derfor kan jeg heller ikke finde nogen argumenter for, at Giants skulle kunne vinde her. Det kræver turnovers, en kæmpestor kamp af Daniel Jones og en præstation langt under niveau af Sean McVays drenge. LA var ét spil for at fuldende et magisk comeback mod Bills og gå 3-0, men marginalerne var ikke på deres side. NFC West-holdet har løbet bolden med stor succes her i starten af sæsonen, og deres play action har fungeret godt. Den tendens forventer jeg at gentaget mod Giants. Rams ser bare gode ud på begge sider af bolden, og de bør cruise en sikker sejr hjem.

Hold især øje med: RB Darrell Henderson, Rams

Søndag kl. 22.25

Kansas City Chiefs – New England Patriots
Ord er overflødige i forsøget på at beskrive Patrick Mahomes. Chiefs-quarterbacken er fra en anden planet, og når han spiller, som han gjorde mod Ravens, så er det nærmest umuligt at slå Chiefs. Patriots har dog slået Mahomes på Arrowhead Stadium før, da de vandt den vanvittige AFC-finale efter overtime i 2018-sæsonen. Dengang var quarterbacken Tom Brady. Nu hedder manden Cam Newton, og han har imponeret stort i de første tre kampe. Super Cam og Patriots’ løbeangreb skal selvfølgelig spille en stor kamp for at tage tid af klokken og holde Mahomes fra banen, men nøglen til at levere den store overraskelse ligger i defensiven. Den middelmådige front syv skal lægge pres på Mahomes, og så skal den dygtige secondary dække formidabelt op. Fejlmarginen er ekstremt lille, hvis man skal slå Kansas City, men New England har mange af forudsætningerne til at gøre det til en spændende kamp.

Hold især øje med: S Devin McCourty, Patriots

Las Vegas Raiders – Buffalo Bills
Raiders kom helt ned på jorden igen efter en flot sæsonstart, da New England satte dem til vægs i tredje spillerunde. Nu gælder det så en på papiret endnu vanskeligere modstander fra AFC East i Buffalo Bills. Buffalo ser virkelig stærke ud, og det hænger især sammen med, at quarterback Josh Allen – i hvert fald baseret på de første tre kampe – har forbedret sit spil. Færre dårlige beslutninger og flere gode kast. Modsat bliver Derek Carr tilsyneladende aldrig trygt ved at kaste længere end ti yards ned ad banen, og derfor bliver duellen centralt på banen meget afgørende. Tight end Darren Waller var et bæst i uge to mod Saints, men helt usynlig mod Patriots, der lukkede ham ned. Både Waller og runningback Josh Jacobs skal være en aktiv del af Las Vegas-offensiven, ellers hænger det ikke sammen. Bills’ linebackere og safeties bliver derfor rigtig vigtige i forhold til at kunne dæmme op for de to Raiders-stjerner. Kan de begrænse Waller og Jacobs’ indflydelse på opgøret, så er sejren så godt som sikret.

Hold især øje med: LB Tremaine Edmunds, Bills

SNF kl. 02.20

San Francisco 49ers – Philadelphia Eagles
Kyle Shanahan er en troldmand. Han fortjener den største applaus for at hive så meget kvalitet og kreativitet ud af sit B-hold. Jimmy Garoppolo, Richard Sherman, Raheem Mostert, George Kittle og Nick Bosa er bare et fåtal af de profiler, som 49ers må undvære i øjeblikket. Alligevel ydmygede San Francisco Giants på MetLife Stadium. Nu skal Shanahan så igen forsøge at vride det bedste ud af sit mandskab, når en af NFL’s største skuffelser lige nu kommer til San Francisco. Philadelphia Eagles er en skygge af det hold, der vandt Super Bowl for små tre år siden. Intet fungerer for ørnene, og det virker til, at omklædningsrummet er tabt. Der er ingen energi, ingen power. Angrebet er horribelt ud over runningback Miles Sanders. I mine øjne er kampen kun værd at se af beundring for Kyle Shanahan. Og så kan man jo håbe på, at Eagles pludselig ligner et værdigt NFL-hold.

Hold især øje med: EDGE Brandon Graham, Eagles

MNF kl. 02.15

Green Bay Packers – Atlanta Falcons
Packers spiller forrygende football. Falcons er mestre i at smide gigantiske føringer på kort tid. Det kan da kun blive underholdende. Læs mere om kampen i vores store mandagsoptakt, der udkommer tæt på kampstart.

Hold især øje med: EDGE Za’Darius Smith, Packers