Vi har ventet i måneder, og nu skal sæsonen igang! I den anledning har jeg kigget nærmere på alle 32 hold og lavet 32 frække forudsigelser – En for hvert hold.


NFL er oftest omskifteligt, og derfor kan en spiller løbe bolden for 250 yards i den ene uge, hvorefter han må nøjes med 50 yards i den næste.
Det betyder, at man aldrig rigtig kan forudsige forløbet af en sæson, og at der uomtvisteligt vil ske ting, man ikke forventede ville ske.
Herunder er jeg kommet med 32 frække forudsigelser – forudsigelser, der har oddsene imod sig, men som stadigvæk virker ganske realistiske. På den måde har I altid noget at grine af i løbet af sæsonen.
Her er de så. De frække forudsigelser, der på engelsk går under navnet bold predictions.
 
Arizona Cardinals: David Johnson slår rekorden for flest yards fra scrimmage i en sæson (2509 yards – Chris Johnson, år 2009) og bliver MVP.
Cardinals har ikke mange våben udover Larry Fitzgerald og David Johnson, men den offensive linje er fin og David Johnson er rigtig stærk i både løbe- og kastespillet. En stor rekord og MVP-titlen er en mulighed.
Atlanta Falcons: Misser slutspillet
Ofte er sæsonen efter et Super Bowl-nederlag svær, og personligt tror jeg ikke, at f.eks. Matt Ryan og Vic Beasley kan leve op til sidste sæsons imponerende præstationer.
Baltimore Ravens: Justin Tucker sparker en 65-yarder og slår rekorden for længste field goal i NFL-historien.
Justin Tucker er en maskine, og tre ud af hans fire missede spark sidste år var på ekstra point.. Han ramte på 10 ud af 10 spark på over 50 yards i 2016, og benet er der til at sparke en 70er.
Buffalo Bills: Bills ender under Jets
Hvis Bills lykkes med dette, må det næsten siges at være årets største præstation. Men et kig ned over holdkortet afslører, at Bills – med en ny defensiv træner – er umådeligt ringe.
Carolina Panthers: Jonathan Stewart ender med flere løbeyards end Christian McCaffrey
Mange – inklusiv mig selv – har en tendens til at glædes meget over det nye og farvestrålende. Men Jonathan Stewart kan meget vel ende med flere løbeyards end førsterundevalget.
Chicago Bears: Kendall Wright kommer tilbage på den store scene med 950+ yards
Man skal passe på med at basere alt for meget på preseason, men Kendall Wright så ud til at have fin kemi med quarterbacks. Talentet er til stede, og derfor tror jeg på næsten 1000 yards fra Kendall Wright i 2017.
Cincinnati Bengals: Bengals giver flest sacks op i NFL.
Sidste år blev Dalton sacket 41 gange – til sammenligning gav Browns 66 – men det var mens, at Andrew Whitworth og Kevin Zeitler stadigvæk var på holdet til at beskytte Dalton.
Cleveland Browns: Isaiah Crowell ender i top 3 i løbne yards.
Den offensive linje betyder ofte mere end runningbacken, når man snakker løbeangreb, og Joe Thomas, Joel Bitonio, JC Tretter og Kevin Zeitler er fire virkelig dygtige linjefolk.
Dallas Cowboys: Angrebets niveau falder betydeligt
Det kan være svært at gøre op i tal, men efter Doug Free og Ronald Learys afgange er to femtedele af den offensive linje nu uprøvet. Sidste år samlede Ezekiel Elliot cirka 133 yards per kamp, han spillede.
I den kommende sæson forudser jeg, at Elliot ender under 100 yards per kamp.
Denver Broncos: Brock Osweiler starter flest kampe af Denvers quarterbacks.
Brock Osweiler er ikke nogen imponerende quarterback, meeen – det er Trevor Siemian og Paxton Lynch heller ikke. Brock Osweiler ligner et håbløst John Elway-projekt. 
Detroit Lions: Jim Bob Cooter er holdets head coach inden spilleuge 12.
I sidste sæson vandt nærmest alle deres tætte kampe, men undersøgelser har vist, at det udjævner sig over sæsoner. Hvis det udligner sig igennem 2017 er Jim Caldwell fortid i Detroit – måske allerede efter spilleuge 11.
Green Bay Packers: Ty Montgomery ender i top 5 i kombinerede yards.
Ty Montgomery blev draftet som receiver, men i anden halvdel af 2016 fik han chancen som runningback og viste seriøse prøver på talentet. Fordi han tidligere var receiver, kan han også bruges i kastespillet.
Houston Texans: Texans har 3 spillere, der når 10 sacks.
Jeg har ikke kunnet finde ud af, om det vil være en rekord, men det må være tæt på. JJ Watt, Whitney Mercillus og Jadaveon Clowney har alle potentialet til at nå over 10 sacks per sæson.
Indianapolis Colts: Ender med maksimum 4 sejre.
Der er mere galt med Andrew Lucks skulder end som så – Det føler jeg mig ret sikker på. Og resten af truppen er grænsende til jammerlig. Chuck Pagano ryger samtidig i svinget.
Jacksonville Jaguars: Ingen Jacksonville-spiller laver mere end 6 sacks.
Calais Campbell og Yannick Ngakoue lavede begge 8 sacks i 2016, men Ngakoue er ikke særlig dygtig og Campbell spiller nu i et 4-3-forsvar. Det er svært at vinde uden pres på quarterbacken.
Kansas City Chiefs: Kareem Hunt bliver Offensive Rookie of the Year
Der blev draftet mange runningbacks tidligt, men ingen af dem har samme gode kombination af en offensiv linje og sikkerhed for en featureback-rolle som Kareem Hunt.

Los Angeles Chargers: Jason Verrett laver flest interceptions i NFL.
Jason Verrett er gået lidt under radaren siden ankomsten til NFL grundet skader. Sidste år lavede holdkammeraten Casey Hayward flest interceptions i NFL – I år bliver det Verrett.
Los Angeles Rams: Jared Goff slutter med positiv TD/INT-ratio og en passer rating over 85.
Dette kan virke lavt sat, men hvis I så Goff spille sidste år, ved I hvorfor dette kvalificerer sig som en fræk forudsigelse. Sean McVay og de mange tilføjede våben kan forhåbentlig hjælpe Jared Goff i Los Angeles.
Miami Dolphins: Jay Cutler har sin bedste sæson i karrieren og kaster 30 touchdowns
Indtil for en måned siden var Jay Cutler en football-pensioneret mand, men med Adam Gase og våben omkring sig når han 30 touchdowns og en passer rating på 95 for første gang i karrieren.
Minnesota Vikings: Vikings får 3 skillposition-spillere over 1100 yards.
De udgør helt sikkert ikke den mest kendte receiverduo i ligaen, men Stefon Diggs og Adam Thielen er dygtige. Men de to får 1100 receiving yards og rookie Dalvin Cook løber for 1100 yards i 2017-sæsonen.
New England Patriots: Gronk slår sin egen rekord for flest yards i en sæson.
I 2011 greb Gronkowski bolde for 1327 yards -mest af en tight end i en sæson. Det tror jeg, at jeg han kan slå i år, hvor Gronkowski er begyndt at passe bedre på kroppen og Julian Edelman er skadet.

New Orleans Saints: Michael Thomas ender i top 3 for både grebne bolde og antallet af grebne yards.
Michael Thomas var et bæst som førsteårsspiller. Nu er Brandin Cooks sendt til New England og Willie Snead har tre kampes karantæne, så alt i sol, måne og stjerner står således, at Michael Thomas kan gå en stor, stor sæson i møde.
New York Giants: Giants’ forsvar laver flest interceptions og laver mindst 41 sacks.
Sidste år nåede Giants 35 sacks og 17 interception, men forsvaret har potentialet til at blive virkelig dominerende. Derfor laver de mindst 41 sacks og fører NFL i interceptions.
New York Jets: Jets-quarterbacks kaster dobbelt så mange interceptions som touchdowns.
Når du har Josh McCown, Christian Hackenberg, Bryce Petty og elendige våben sker der katastrofer. Derfor kastes der dobbelt så mange interceptions som touchdowns – måske op imod 30.
Oakland Raiders: Khalil Mack laver 20 sacks og vinder Defensive Player of the Year igen
Raiders’ forsvar er stadigvæk dårligt, så meget af ansvaret hænger igen på Khalil Mack. Forhåbentligt kaster det mange sacks af sig til herren med det tynde og nydelige overskæg.
Philadelphia Eagles: Eagles’ forsvar lukker færrest point ind og bærer holdet i slutspillet.
Gentag efter mig: “Carson Wentz holder Eagles tilbage”. Forsvaret derimod ser nærmest frygtindgydende ud med blandt andre Brandon Graham, Flecther Cox, Jordan Hicks og nytilkomne Ronald Darby.
Pittsburgh Steelers: Steelers’ angreb laver flest yards og flest point i sæsonen.
Antonio Brown ✔, Le’Veon Bell ✔, Ben Roethlisberger✔, O-line ✔, Martavis Bryant✔.
Steelers har alt, der skal til for at være ligaens bedste angreb.
San Francisco 49ers: Brian Hoyer ender i Pro Bowl.
Kyle Shanahan viste sig nærmest som en magiker i 2016-sæson, hvor Falcons-angrebet kørte på alle cylindre. Jeg tror på, at han får noget godt ud af system-quarterbacken Brian Hoyer, og måske kan det kaste en Pro Bowl-invitation af sig.
Seattle Seahawks: Seattle Seahawks vinder Super Bowl
New England er favoritter, og Seahawks er blandt de største udfordrere – især efter tilgangen af Sheldon Richardson. Seahawks som Super Bowl-mestre giver iøvrigt odds 11 ved Danske Spil.


Tampa Bay Buccaneers: OJ Howard får under 350 yards
Det er sjældent, at en tight end draftes i top 20, og derfor forventes der meget af OJ Howard. Men Bucs har allerede Mike Evans, DeSean Jackson og tight enden Cameron Brate, hvorfor Howard givetvis kan se frem til en sæson, hvor han primært skal blokere.
Tennessee Titans: Går 6-0 i divisionen.
Man kan diskutere, om dette er frækt, men det er trods alt ikke ofte, at hold går 6-0 i divisionen. Titans virker med afstand stærkere end især Jacksonville og Indianapolis.
Washington Redskins: Rob Kelley når over 1000 løbeyards.
Rob Kelley er gudhjælpemig ikke nogen hurtig spiller, men han fumbler ikke og får de yards, blokeringerne tillader. I 2016 stoppede tælleren på 704, men i 2017 når han 1000 løbeyards.

1 KOMMENTAR

  1. Øhhh, Tucker har ikke misset et eneste ekstra point i sin karriere. Sidste år brændte han kun ét spark, fordi det blev blokeret af en, som hoppede over linjen

Comments are closed.