New York Jets har forlænget defensive tackle Quinnen Williams med fire år til en værdi af 96 millioner dollars med 66 millioner dollars garanteret.

Han blev omgående kendt for at sige prosit til sig selv, efter han nyste under et interview før NFL draften i 2019. Nu kan han sige kachiiing til sig selv, efter han har sikret sig den største kontrakt i New York Jets historie.

Den 25-årige Quinnen Williams havde et år tilbage af sin rookie-kontrakt, men havde ytret ønske og forventning om en ny kontrakt med flere penge, iog den fik han.

Forlængelsen frem til 2027 gør Williams til NFL’s næsthøjest betalte defensive tackle, kun overgået af LA Rams superstjernen Aaron Donald.

Williams 24 millioner dollars om året er mere end Tennessee Titans’ Jeffery Simmons (23,5 millioner dollars), men dog en pæn sjat under Donalds rekordhøje løn for en forsvarsspiller med 31,7 millioner. Williams’ garanterede penge på 66 millioner dollars er dog rekord for en forsvarsspiller i NFL og overgår Donalds 65 millioner.

Quinnen Williams blev i 2022 valgt til All-Pro første gang og også til Pro Bowl efter han havde sit bedste år hidtil med 12 sacks og to fremtvungne fumbles.

Williams blev valgt som den tredje spiller 2019-draften, og efter et svært første år, har han været blandt ligaens bedste de seneste tre sæsoner, og han har lavet 27,5 sacks i 57 karrierekampe.

Udover de mange penge sørgede Jets også for at holde deres største forsvarsstjerne glad ved at give storebror linebacker Quincy Williams en tre-årig kontrakt i foråret til 18 millioner dollars.