Forholdet mellem Jets og All-Pro safety Jamal Adams er forværret i løbet af den seneste tid, og han har nu bedt Jets om at bytte ham væk ifølge Rich Cimini fra ESPN.

Adams har været en af de unge bærende kræfter på sit hold, siden Jets valgte ham som nummer seks i 2017-draften. De to parter har dog ikke været i stand til at komme til en længervarig aftale, hvilket har skadet forholdet markant. En kilde fortæller nu ESPN, at Adams vil væk fra New York.

Tidligere på dagen svarede Adams på en Instagram-kommentar, hvor han udviser sin utilfredshed over hele situationen. Han slutter sit svar med ordene: “Måske er det på tide at komme videre!”. Et par timer senere kom nyheden fra Cimini om, at Adams var færdig med at forhandle en forlængelse med Jets, og at han vil videre til et nyt hold.

Den anerkendte NFL-insider, Adam Schefter, har ydermere oplyst hvilke syv hold, som Adams-lejren har udset sig som endelig destination. De består af Ravens, Chiefs, Texans, 49ers, Seahawks, Cowboys og Eagles. Fælles for disse klubber er, at de alle har talentfulde mandskaber, der bejler til den kommende sæsons Super Bowl. Det tyder derfor på, at Adams prioriterer destinationer, hvor han har muligheden for at vinde mange kampe i modsætning til sin hidtige karriere hos Jets.

Jets har stadig kontrakt med deres stjerne-safety i de to næste sæsoner, hvorfor holdet vil forlange en høj pris, hvis de vælger at følge Adams’ ønske om at bytte ham væk. Det bliver spændende at se hvilket marked, der er for ham, og om nogle af hans “favorit-hold” bider på. Jalen Ramsey og Laremy Tunsil var i lignende situationer sidste år, og de to spillere skiftede hold på bekostning af to førsterundevalg plus det løse. Der spekuleres i, at prisen ligger på samme niveau i Adams’ tilfælde.

Jamal Adams har spillet tre sæsoner i New York, og han blev allerede udnævnt som kaptajn i sin anden sæson i NFL. Han blev stemt ind i de to seneste Pro Bowls, og efter sidste sæson kunne han også skrive First-team All-Pro på CV’et.