Frank Reich er tilbage i NFL

0

New York Jets har ansat den tidligere Indianapolis Colts-cheftræner Frank Reich som deres nye offensive koordinator.

Frank Reich er tilbage i NFL, efter at han tilbragte det seneste år hos Stanford University i college-rækkerne.

Det er New York Jets og Aaron Glenn, som har lokket Reich tilbage til NFL, hvor han bliver holdets nye offensive koordinator.

Ansættelsen sker i kølvandet på en turbulent periode i den grønne del af New York, hvor Jets har fyret et hav af trænere, deriblandt den daværende offensive koordinator Tanner Engstrand.

Massefyringerne skyldes, at New York Jets fejlede eklatant i 2025-sæsonen, hvor de bare vandt tre af 17 kampe, og sluttede på sidstepladsen i AFC East.

New York Jets ramte forbi med tilgangen af Justin Fields, og de scorede bare fjerdefærrest point (17,6 pr. kamp) og producerede fjerdefærrest yards (263,6 pr. kamp) i NFL.

Det bliver første gang siden 2023-sæsonen, at Frank Reich skal lede et angreb i NFL. Reich har både erfaring som cheftræner fra Indianapolis Colts (2018-2022) og Carolina Panthers (2023), hvor han også kaldte de offensive spilkald.

Derudover var Frank Reich en instrumental del af Philadelphia Eagles’ Super Bowl-vindende mandskab i 2017-sæsonen, hvor han var holdets offensive koordinator.

Frank Reich har også et indgående kendskab til New York Jets og Aaron Glenn. Reich og Glenn var holdkammerater på Jets-holdet i 1996-sæsonen, hvor Jets ganske vist sejlede rundt og bare vandt én af 16 kampe.

Nu skal de to tidligere holdkammerater forsøge at vende den synkende skude i New York.

Læs også: Mere oprydning i New York – fyrer offensiv koordinator