New York Jets er blevet enige med runningback Dalvin Cook om en etårig kontrakt på op til $8,6 millioner.

Jets er officielt ALL IN på 2023 sæsonen. Jets har tilføjet lidt ekstra stjernestøv til et allerede stærkt mandskab, og det ligner dermed mere og mere Super Bowl eller bust for Gang Green.

Dalvin Cook blev tidligere på året fritstillet af Minnesota Vikings, og fortalte efterfølgende, at der var “pænt gode” chancer for, at han ville skrive kontrakt med Jets. Cook er nu endelig en realitet i the Big Apple og angrebet ser for alvor stacked ud nu.

Den 28-årige runningback har spillet hele sin karriere i Minnesota, hvor det er blevet til fire Pro Bowl udtagelser og fire sæsoner i træk med over 1000 løbeyards. Jets har ikke haft en 1000 yards runningback siden 2015, så det er noget holdet for alvor har savnet. Nu råder man altså over både Cook og det unge stjernefrø Breece Hall i runningback-lokalet. Tilføjelsen af Cook kan sikkert også komme til at gavne Hall, der lige skal komme sig helt over sin korsbåndsskade fra 2022.

Med tilføjelsen af Dalvin Cook bliver der også for alvor pustet til hypetoget hos New York Jets. Det bliver interessant at se, hvor langt holdet kan gå i år.