Endnu engang tabte New York Jets og endnu engang var der kontroverser omkring hvem, der skal starte bag center for de grønne fra New York. Forud for nederlaget til Rams valgte cheftræner Todd Bowles endnu engang at bænke Ryan Fitzpatrick, fordi quarterbacken har døjet med en knæskade. I stedet startede Bryce Petty sin første kamp i NFL, og selvom Petty efter kampen sagde alle de rigtige ting, så lagde han ikke skjul på, at konkurrencen er hård.
”Jeg ville ikke være et konkurrencemenneske, hvis jeg ikke ønskede at starte næste gang. Og sådan er Ryan (Fitzpatrick, red.) også, han var oprørt over ikke at starte, og det er den slags gutter, jeg vil have omkring mig i omklædningsrummet. Det er ikke op til mig, hvem der starter. Jeg kender min rolle, og jeg er tålmodig. Forhåbentlig var det her starten på en lang karriere for mit vedkommende,” sagde Petty til Gul klud efter kampen.
Petty spillede ikke nogen stor kamp. Han scorede 1 touchdown og kastede for 163 yards og en interception i sin debut. Især i anden halvleg gik Jets-angrebet i stå. Petty var selv klar over, at han missede nogle muligheder.
“Jeg lærte meget derude i dag, og der var bestemt nogle spil, hvor jeg skulle have gjort det bedre.Der var mange sommerfugle i maven forud for kampen. Når du får chancen for at bidrage og hjælpe holdet, så bliver du spændt. Jeg ville så gerne gøre det godt for holdet, så det her nederlag gjorde ondt. Det her skal ikke definere min karriere, og forhåbentlig får jeg chancen for at spille fremover,” sagde Petty.
Jets møder New England Patriots hjemme på Metlife Stadium om fjorten dage.










