Våbenlovene i New York City er skrappere end noget andet sted i USA, og det kan få dyrebare konsekvenser for Jets’ forsvarsspiller Quinnen Williams

Torsdag aften amerikansk tid blev New York Jets defensive tackle Quinnen Williams arresteret i LaGuardia Airport, da han forsøgte at komme ombord på et fly med en gemt Glock 19 pistol.

Den 22-årige NFL-spiller har en tilladelse til våbnet i Alabama, hvor han er fra, men ikke en New York tilladelse, som er påkrævet.

Våbenloven i New York City er meget streng, og der er ingen kære mor, uanset om man hård kriminel eller ung NFL-stjerne.

Det måtte New York Giants Super Bowl helt Plaxico Burress erkende, da han i 2009 kom til at skyde sig selv i benet på en natklub. Våbnet der gik af, havde han ingen tilladelse til, og han blev idømt to års fængsel for ulovlig våbenbesiddelse.

Det er den samme stramme lov, som Quinnen Williams står overfor, og selvom man med blot en snert af kendskab til den unge spiller godt kan have sympati med ham og tvivle på onde hensigter, så er distriktsanklageren i New York City nådesløs.

Den tidligere Alabama-spiller og college-superstjerne blev valgt af Jets i første runde af 2019-draften. Han blev taget nr. 3 (efter Kyler Murray og Nick Bosa), og er dermed det højeste draftvalg New York Jets har haft i dette årtusinde.

Der var naturligvis store forventninger til ham, men han havde en noget skuffende første sæson, som dog også var plaget af en tidlig skade. Han spillede 13 kampe, hvor han lavede 28 tacklinger og 2,5 sacks.

Nu er spørgsmålet, hvornår han ser en NFL-bane igen!