Efter udskiftning af både sportsdirektør og cheftræner er der en ny start i den blå del af New York, og cheftræneren kan komme fra området.

Joe Schoen er ny sportsdirektør (general manager) for New York Giants, og han leder efter en ny cheftræner, idet Joe Judge fik fyresedlen tidligere på måneden. Schoen kommer til efter en succesfuld periode for Buffalo Bills, og han har kikkerten på sin gamle klub i søgen på den nye cheftræner.

Både Bills’ offensive koordinator, Brian Daboll, og holdets defensive koordinator, Leslie Frazier, har været til samtale i New York. Daboll har været et brandvarmt navn de seneste to sæsoner efter han har været med til at udvikle Josh Allen til en af de quarterbacks med højst topniveau i NFL og guidet et ofte eksplosivt Bills-angreb. 

Frazier derimod har ikke haft helt den samme omtale, men Bills-forsvaret har været exceptionelt i år. Specielt holdets bagkæde har strålet, og det har været uden den største stjerne, Tre’davious White, der har været ude store dele af sæsonen med en skade.

Daboll har været offensiv koordinator i flere omgange i NFL, men har først for alvor fundet succes de seneste år. Frazier er også en rutineret herre, men modsat sin kollega fra angrebssiden, så har den 62-årige defensive koordinator prøvet kræfter med at være cheftræner. Frazier stod i spidsen for Minnesota Vikings fra midt i 2010 til 2013, her vandt Vikings 21 kampe og tabte 32.

Foruden de to Bills-trænere har New York også kigget internt. Holdets defensive koordinator fra Joe Judge-æraen, Patrick Graham. Den unge træner var en af kandidaterne til cheftrænerjobbet hos New York Jets i fjor.