“Big Blue” har ansat Joe Schoen som ny General Manager som afløser for Dave Gettleman, der gik på pension tidligere på måneden.

Joe Schoen er blevet ansat som General Manager for New York Giants, hvor han tiltræder efter at have fungeret som Brandon Beanes højre hånd i Buffalo Bills i de seneste fem år.

Dermed har Joe Schoen været en afgørende brik i Bills’ sportslige ledelse, som har transformeret Buffalo til en reel mesterskabskandidat efter flere års sejrstørke. Bills formåede bl.a. ikke at avancere til det forjættede slutspilsland mellem 1999 og 2017.

Nu skal Joe Schoen forsøge at gøre Beane kunsten efter i New York Giants, som bl.a. råder over ni valg i den kommende draft – og deriblandt det femte og syvende valg i første runde.

New York Giants’ præsident og medejer John Mara har udsendt følgende udtalelse om ansættelsen af Joe Schoen:

“Vi er yderst tilfredse med at kunne præsentere Joe (Schoen, red.) som vores General Manager. Joe har udmærket sig i ansættelsesprocessen med sine kommunikative evner og hans progressive vision for holdets udvikling. Kombineret med hans filosofi og samarbejdsevner er han den rette til at bygge videre og udvikle vores trup og trænerstab”, udtalte John Mara,

New York Giants sluttede sluttede nederst i den ellers vakkelvorne NFC East-division i 2021 efter sølle fire sejre og 13 nederlag.