Ifølge Bleacher Reports Chris Simms forsøgte New England Patriots aggressivt at trade sig til Giants’ receiver-stjerne Odell Beckham, hele sidste offseason. Giants turde dog ikke gennemføre en trade til Patriots af frygt for negativ omtale, hvis Beckham skulle vinde en Super Bowl med Boston-holdet

New England Patriots hentede i starten af sidste sæson Josh Gordon fra Cleveland Browns, men ifølge journalist og tidligere NFL-quarterback Chris Simms var Gordon ikke den første receiver, Patriots forsøgte at tilføje til holdet.

Under et interview med Pro Football Talk fortalte Simms, at han fra flere kilder er blevet fortalt, at Patriots forsøgte at hente Giants’ Odell Beckham Jr. hele sidste offseason.

Giants fik kolde fødder

Ifølge Simms overvejede New York Giants kraftigt at trade Odell Beckham før sidste sæson. På daværende tidspunkt truede Beckham med at strejke hele 2018-sæsonen, hvis ikke han fik en ny kontrakt, og Giants’ ejer, John Mara, udtalte at ingen af Giants’ spillere var urørlige ift. trades.

New York-holdet fik dog kolde fødder, da klubben, der mest aggressivt forsøgte at få fat på Beckham, viste sig at være New England Patriots. Ifølge Simms frygtede Giants al den kritik det ville medføre, hvis Beckham kom til New England, spillede fremragende og hjalp klubben med at vinde endnu et Lombardi-trofæ. Derfor valgte klubben at droppe trade-snakken og give Odell Beckham den kontrakt, han krævede.

Josh Gordon blev Patriots’ plan b

Da Odell Beckham-handlen ikke blev til noget, måtte Patriots i stedet “nøjes” med Josh Gordon, for hvem klubben betalte et femterundevalg. Gordon nåede at gribe 41 bolde for 737 yards og fire touchdowns for Patriots, før han endnu engang blev suspenderet for at bryde NFL’s narkotikaregler. Han nåede at spille i 11 kampe.

Til sammenligning greb Odell Beckham i 12 kampe hele 77 bolde for 1.052 yards og seks touchdowns.

SKRIV ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her