Efter endnu en dårlig offensiv præstation i mandagens kamp mod Tampa Bay Buccaneers har Giants valgt at fyre den offensive koordinator Jason Garrett. Han fik halvandet år på posten i New York.

Efter halvandet år med dårlig offensiv produktion og manglende udvikling hos quarterback Daniel Jones har New York Giants taget konsekvensen.

Den offensive koordinator Jason Garrett er blevet fyret efter halvandet år i spidsen for Giants’ angreb. Han fik 26 kampe, men efter et skuffende 2020 år, har angrebet ikke fået vendt skuden i år, og det er en af de primære grunde til, at Giants kun har vundet tre ud af 10 kampe i sæsonen.

Jason Garrett blev andet for halvandet år siden, da cheftræner Joe Judge skulle sammensætte sin nye trænerstab. Garrett kom ind som et etableret navn i ligaen efter ni år som cheftræner hos rivalerne Dallas Cowboys.

Nu skal Garrett ud og lede efter et nyt job, mens Joe Judge forsøger at give sit hold en offensiv saltvandsindsprøjtning, hvilket også potentielt kan være afgørende for, om Judge kan beholde sit job efter sæsonen.

Det forventes, at den offensive assistenttræner Freddie Kitchens overtager angrebet resten af sæsonen. Kitchens var cheftræner hos Cleveland Browns i 2019, og har ligesom Garrett været hos Giants både i 2020 og 2021. Første opgave for Freddie Kitchens og det nye Giants-angreb bliver på søndag mod Philadelphia Eagles.