New York Giants har vundet en kamp og tabt syv i den indeværende sæson, nu lader det til, at spillerne er godt trætte af cheftræneren.

Alle ingredienserne er efterhånden til stede til at skabe den absolutte mareridtssæson for New Yorks giganter. Spillet fungerer ikke på banen, Odell Beckham er ude for sæsonen, og også uden for banen begynder problemerne at hobe sig op. Efter Los Angeles Rams gav holdet en afklapsning af dimensioner, har ESPNs Josina Anderson fået et sigende citat fra flere af holdets spillere.
“McAdoo har tabt holdet. Han får os til at bruge 80% lørdag lige før vi stiger på flyet. Han har byttet rundt på vores fridag. Han uddeler bøder til højre og venstre. Han har givet karantæner til to af vores stjerner, da vi mest havde brug for dem…”


Det drejer sig om to spillere, der begge har ønsket at være anonyme.  Kritikken stoppede ikke her. En af spillerne udtalte også, at klubben havde nået bunden, og at McAdoo var alt andet end en leder. Det traditionsrige hold kan meget vel være på vej mod den dårligste sæson siden 2003, hvor holdet sluttede med blot fire sejre og 12 nederlag.
Selv om det på mange måder ser skidt ud, har to af holdets profiler trådt frem og forsvaret cheftræner McAdoo. Det drejer sig om safety Landon Collins og cornerback Domenick Rodgers-Cromartie, der begge mener, at træneren er dygtig, og at spillerne i stedet burde kigge indad. Collins udtaler:
“McAdoo leder holdet på samme måde som sidste år. Jeg kritiserer ikke måden, han gør tingene på. Deler bøder ud til højre og venstre? Hvis du ikke overholder reglerne, så kommer du i problemer, og så er der konsekvenser. Jeg mener ikke, at han har tabt holdets respekt.”
Den sidste pointe er Rodgers-Cromartie enig i. Den nu 31-årige forsvarsspiller siger, at han har set lidt af hvert, herunder et omklædningsrum i kaos. Dette er ikke sådan en situation, McAdoo har stadig respekten.
Den 40-årige cheftræner for Giants har været i klubben siden 2014, hvor han fungerede som offensiv koordinator. Da Tom Coughlin sagde op i 2016, blev McAdoo forfremmet til cheftræner. I sin første sæson endte Giants med 11 sejre og fem nederlag og en plads i slutspillet for første gang siden 2011. Der har været lang vej til den succes i år, og rygterne omkring en mulig fyring af McAdoo har længe floreret. De anonyme udtalelser er blot det seneste skud på stammen.

1 KOMMENTAR

Comments are closed.