41-årige Drew Brees er ikke færdig med sin karriere. Saints-quarterbacken har valgt at tage 2020-sæsonen med.

De fleste forventede det, men nu har Drew Brees endeligt bekræftet på sin Instagram, at han vælger at spille sin 20. sæson i NFL, når 2020-sæsonen bliver skudt i gang til september.

Den 41-årige quarterback har de sidste de sidste 14 år anført Saints’ angreb og har også ført mandskabet til en enkel Super Bowl-sejr. I 2020 vil han jagte endnu en ring med et talentfuld Saints-mandskab, der de sidste tre år er kommet til kort i slutspillet.

Brees kommer fra en 2019-sæson, hvor han missede fem kampe med en tommelfingerskade, men han nåede alligevel at kaste for 2.979 yards og 27 touchdowns. Derudover hjalp han receiver Michael Thomas til at slå rekorden for flest receptions i en sæson.

De kontraktmæssige forhold mellem Brees og Saints skal stadig afklares, men det er svært at forestille sig, at der skulle opstå problemer mellem de to parter. Brees’ tilbagevenden betyder dog, at backup quarterback Teddy Bridgewater sandsynligvis forlader holdet for at forsøge at skaffe sig en startertjans andetsteds.

Drew Brees sidder lige nu på rekorderne for flest kasteyards og kastetouchdowns i NFL’s historie.