Mac Jones eksperimentet er slut i New England. I stedet skal quarterbacken til Jacksonville.

Han blev valgt med pick 15 i første runde af NFL draften i 2021 af New England Patriots og var udset til at skulle afløse Tom Brady. Ok, alle vidste at det en umulig opgave, men nu er eksperimentet slut, og Mac Jones er nu på vej til Jacksonville, hvor han skal være backup for Trevor Lawrence.

Handlen kan dog først fuldføres, når NFL-året officielt begynder på onsdag.

Mac Jones fik ellers en fin start på karrieren i New England og tog Patriots til slutspillet i sit første år i ligaen, samtidig med at han selv blev valgt til Pro Bowl.

To år senere er han nærmest gjort til syndebuk for Patriots fald fra tinderne, og nu bliver han i stedet tradet til Jaguars, der holder til Jacksonville, hvor Mac Jones faktisk er født og opvokset.

Og man må sige, at det er en billig handel på alle måder for Jaguars. De giver kun et 6. runde valg i den kommende draft for Mac Jones, fortæller kilder til sports-sitet The Athletic. Samtidig får de en spiller, der har ét år tilbage af sin rookie-kontrakt og skal have beskedne 2,75 millioner dollars i løn i den kommende sæson.

Det betyder med stor sandsynlighed også, at Patriots tager en quarterback i første runde af årets NFL draft, hvor de har pick tre. Her er enten Drake Maye eller Jayden Daniels det mest sandsynlige valg.