Deflategate er kommet et skridt nærmere en afslutning, da Appelretten i dag afviste at genhøre sagen efter appelafgørelsen i april. Brady kan nu kun anke til Højesteret for få omstødt karantænen, og derefter er ankemulighederne udtømt for både Brady og NFL.

Deflategate lever stadig, i hvert fald lidt endnu. I dag afviste Appelretten en ny høring af den appelsag, der faldt ud til NFLs fordel i april måned.

The second circuit court of appeals has denied Tom Brady’s request for a rehearing. His recourse now: Appeal to the supreme court.

— Albert Breer (@AlbertBreer) July 13, 2016

Det er cirka et år siden, at Brady og Spillerforeningen kørte den oprindelige sag mod NFL. De ville have annulleret Bradys 4 kampes karantæne, da de mente, at Roger Goodell havde overtrådt sine beføjelser, som han har gennem overenskomsten.

Den sag vandt de, og karantænen blev omstødt, hvilket betød, at Brady spillede hele 2015-sæsonen. NFL appellerede sagen, og den appelsag blev afgjort i april i år. Her mente to ud af tre i et panel, at Goodell havde overholdt reglerne. Dermed trådte karantænen i kraft igen, og det var efter denne seneste afgørelse, at Brady og Spillerforeningen håbede på kunne få en ny høring.

Det blev i dag afvist, og dermed er der ikke mange muligheder tilbage for Brady. Sidste juridiske mulighed for Brady er at appellere til Højesteret indenfor 90 dage, og kun hvis de vil tage hans sag op, vil han have en chance for at spille sæsonens fire første kampe, da karantænen ikke er gældende, mens der kører en appelsag. 

Som tingene står lige nu, ligger Brady til at misse sæsonens fire første kampe mod Cardinals, Dolphins, Texans og Bills. I hans fravær vil Jimmy Garappolo sandsynligvis vikariere.