Den tidligere MVP har – som forventet- trukket sig sejrrigt ud af kampen om starterpladsen. Newton er dertil blevet valgt som en af de tre holdkaptajner på angrebet.

Bill Belichick har officielt udnævnt sin startende quarterback, og valget er ingen overraskelse.

Veteranen Cam Newton har vundet jobbet over både Jarrett Stidham og backup Brian Hoyer. Det fortalte cheftræneren spillerne under et holdmøde torsdag.

Foruden starterjobbet er Newton blevet udnævnt til én af angrebet tre kaptajner, hvilket er ganske imponerende, da han blot har været i klubben i to måneder. Newtons medkaptajner er James White og David Andrews, der begge har spillet adskillige sæsoner hos New England.

Newton har været favorit til at vinde jobbet, siden han skrev under på sin etårige kontrakt. Den største usikkerhed har været hans skadeshistorik, men Cam er tilsyneladende blevet skaderne kvit og har fået størstedelen af førsteholds-snaps i Patriots’ træningslejr.

New England Patriots starter sæsonen med en divisionsduel på hjemmebane mod Miami Dolphins.