Det kan ikke betragtes som snyd, men New England Patriots headcoach Bill Belichick beviste igen, at han lige er en tak klogere end sine kolleger i branchen.

Da Patriots førte 33-0 i fjerde quarter mandag aften og skulle punte på 4. down, tog de en delay of game straf med vilje.

Efter Jets afviste straffen, startede uret igen, og Patriots’ punt-hold ventede indtil spilklokken igen nærmede sig 0. Her bevægede Brandon Bolden sig ulovligt, og begik dermed false start. En 5-yard straf, som Jets også afviste.

I alt lykkedes det på den måde Patriots at tage 1 minut og 22 sekunder af klokken, inden de fik puntet og Jets fik bolden.

Bill Belichick blev vist på tv med et skælmsk smil han knapt kunne holde tilbage. Dommeren lignede også en, der var på vej til at flække af grin, mens Jets headcoach Adam Gase under sin grønne kasket ikke lod til at finde det særlig morsomt.

Efterfølgende indrømmede Belichick, at han havde omgået reglerne, og at de faktisk burde ændres:

”Vi var i stand til at køre en hel del tid af uret uden virkelig at skulle gøre noget. Det er sandsynligvis et smuthul, der vil blive lukket og sandsynligvis bør være lukket, men lige nu er det åbent, ”sagde Belichick efter kampen.

Når det så er sagt, var Jets sikkert glade for at komme hurtigt hjem. Nattens nederlag til Patriots var ydmygende på alle måder.

Se alle højdepunkter fra NY Jets – New England Patriots her
Se alle højdepunkter fra alle kampe i spillerunde 7 her