33-0 var Minnesota Vikings bagud ved pausen, men efter et episk comeback vandt hjemmeholdet i overtime og sikrede sig samtidig en slutspilsplads.

Minnesota Vikings og Indianapolis Colts åbnede NFLs lørdagsbal med en fuldstændig vanvittig kamp, der blev en noget anderledes affære, end nogen kunne have forudset. 

Indianapolis Colts var foran 33-0 ved pausen, men Minnesota Vikings leverede NFL-historiens største comeback og vandt 39-36 i overtid.

Aldrig har et hold været bagud med 33 point og vundet, men lørdag aften satte Vikings en ny standard til ellevild jubel for de Vikings-fans, der ikke var gået i pausen.

Kampen sluttede 36-36 i normal spilletid, og med 7 sekunder tilbage af overtiden sparkede Greg Joseph sejren i hus til Vikings.

Efter 48 yards i første halvleg kastede Kirk Cousins 412 yards og fire touchdowns i anden halvleg på sin vej til sejr og og en plads i historiebøgerne. En sejr, der ellers virkede helt umulig allerede i første quarter.

Colts bragte sig hurtigt foran 10-0 efter et langt åbningsdrive, der udmøntede sig i et field goal, efterfulgt af et blokeret punt til touchdown på Vikings første drive. 

Vikings kvaler i første quarter var dog iangt fra slut.
Først fumblede runningback Dalvin Cook lige efter, han havde haft et langt løb.  

Matt Ryan kørte omgående sine tropper ned af banen og sluttede med et touchdown-kast til Deon Jackson, der betød at Colts efter bare 11 minutters spil var foran 17-0.  

Desperationen var allerede åbenlys hos Vikings, der gik efter den på 4. down på egen banehalvdel og blev stoppet. 

Colts overtog på Vikings 32 yard linje og fik et field goal ud af det. Og som om det ikke var nok, så  missede Vikings et fake punt på egen 30er på deres næste drive, som også førte til et Colts field goal.  

23-0 seks minutter inde i anden quarter,  og stemningen på lægterne i US Bank stadium skulle man lede længe efter. Faktisk buhede hjemmepublikummet flere gange højlydt. 

Og så gik det fra ondt til værre. På næste angrebsserie blev Justin Jefferson ramt hårdt og måtte hjælpes fra banen. Og playet efter kastede Kirk Cousins en interception, der blev returneret til touchdown af Colts Julian Blackmon.

Colts nåede at score et field goal yderligere og kunne dermed gå til pause med en vanvittig 33-0 føring, vel at mærke med kun ét offensivt touchdown og uden Jonathan Taylor, der blev skadet på holdets allerførste angrebsserie.

Vikings scorede touchdown på tre drives i træk i anden halvleg, mens Colts kun kunne mønstre et field goal, og pludselig stod det 36-21, og de lillaklædte fans begyndte at skimte NFL-historiens største comeback.

Vikings fik hurtigt et touchdown mere, hvormed de førte anden halvleg 28-3, hvilket helt sikkert må have givet Matt Ryan kuldegysninger. Og det blev ikke bedre, da Marlon Mack fumblede bolden, og Vikings fik den tilbage bagud 36-28.

Faktisk var Colts heldige, da dommerne fejlagtigt fløjtede spillet af, der ellers gav Vikings, hvad der kunne hav været det udlignende touchdown. I øvrigt det andet defensive touchdown Chandon Sullivan fik annulleret på dagen.

Vikings fik ikke noget ud af fumblen, men fik bolden tilbage en sidste gang med lidt over to minutter igen, og det tog kun ét play for Dalvin Cook at score touchdown, hvorefter TJ Hockenson udlignede med en 2-point conversion.

Kampen gik i overtid, og her trak Vikings det længste strå og fuldførte NFL-historiens største comeback.

Lidt i skyggen af det episke comeback står det faktum, at Vikings med sejren er 11-3 og har sikret sig NFC North titlen og en plads i slutspillet, mens Colts nu har udspillet sin rolle, selvom de matematisk stadig kan nå det.

Se det opdaterede slutspilsbillede her.