Efter en fremragende start på sæsonen gik det op i røg for Minnesota Vikings. Holdets administrerende direktør, Rick Spielman, er klar over, hvor det primære fokus skal være: På den offensive linje.

Det så så lovende ud for Minnesota Vikings en måned inde i sæsonen. Et sublimt forsvar og en velspillende Sam Bradford havde ført holdet til fem sejre ud af fem mulige, og det lignede en autopilot mod slutspillet. Som bekendt gennemgik NFLmings favorithold et sandt mareridt resten af sæsonen, der bød på hele otte nederlag i de sidste 11 opgør.
Forsvaret faldt en smule i niveau, men det store problem lå på angrebet, hvor Sam Bradford blev terroriseret uge efter uger på grund af forfærdeligt spil på den offensive linje. Vikings’ administrerende direktør, Rick Spielman, har derfor strategien for offseason på plads; det handler om at sikre en ordentlige beskyttelse til manden, der kommer til at stå bag center. Hvad enten der er Sam Bradford eller Teddy Bridgewater.
“Vi skal tydeligvis forstærke den offensive linje, sagde Spielman i et radiointerview tirsdag og tilføjede: “Men jeg synes, vi har en masse unge, brikker på plads. Vi har opbygget en stærk kerne, og de er alle på toppen af deres karriere, vi har brug for at fylde nogle huller ligesom andre hold.”
Spielman prøvede at løse problemet på den offensive linje sidste år ved at hente tackle Andre Smith og guard Alex Boone, men det gik ikke som ventet.
“Vi planlagde at gå ind til sæsonen med Matt Kalil, Alex Boone, Joe Berger på center-positionen, Mike Harris – der ikke spillede for os (på grund af en skade) – på højre guard og Andre Smith. Vi troede, vi ville have en rimelig god offensiv linje. Det er ingen undskyldning, men vi mistede mange af de gutter tidligt på sæsonen. Og så er det svært bare at erstatte dem, især når vi snakker om tredje- og fjerdevalg på positionen. Men vi er nødt til at sikre, at vi har en nødvendige dybde på enhver plads,” forklarede direktøren.
Ingen af de fem ovennævnte spillede alle kampe i sæsonen. Harris spillede ikke et eneste snap, Kalil røg på IR efter uge to, og Smith spillede blot fire kampe.
Med så mange skader er det svært at stable en okay offensiv linje på benene, men gruppen var decideret katastrofal. Nu vil Spielman og Co. sikre, at det ikke kan gentage sig i næste sæson.