
Den enes brød. Den andens brød. Minnesota Vikings pre-season betyder, at de sender nyerhvervet quarterback på porten.
En tidligere NFC East quarterback ind for en anden. En nyerhvervet quarterback, der bliver handlet til det hold, som den nye quarterback oprindeligt blev draftet af. En undrafted rookie, der ligner et steal. Og et førsterunde pick, der nu endelig får chancen… med mindre den nye quarterback stjæler pladsen!
Forvirret? Det kan vi godt forstå, og det er også lidt vilde 24 timer Minnesota Vikings har været ude i.
Vikings har foretaget en overraskende rokade på quarterback-positionen, hvor de har sendt backup Sam Howell til Philadelphia Eagles og i stedet skrevet under med arbejdsløse Carson Wentz.
Den dobbelte quarterback-handel kommer dagen efter, at Wentz trænede med Vikings, hvilket omgående fik de fleste medier til at spekulere i sammensætningen af Vikings-truppen, Sam Howells fremtid i klubben, hvor han kun har været i få måneder, og måske endda klubbens tiltro til den startende quarterback.
Officielt har Minnesota en klokkeklar første-quarterback i andenårsspilleren J.J. McCarthy, der sad ude hele sin rookie-sæson med en knæskade. Spørgsmålet er nu, hvad der sker, hvis Wentz imponerer.
Faktum er, at Sam Howell er fortid i klubben. Han imponerede ikke i træningskampene, og den lokale knægt Max Brosmer samtidig greb chancen, blev Howell overflødig og sendt Philly. Vikings får et 5. runde og 7. runde pick, og sender et 6. runde pick og Howell den anden vej.
Den 24-årige quarterback blev hentet af Vikings i en handel med Seattle Seahawks i april, men han fik altså kun fire måneder i klubben, inden de sendte ham videre. Han begyndte sin karriere og spillede sine første to NFL-sæsoner hos Washington Commanders, som draftede ham i femte runde i 2022.
Carson Wentz har efterhånden en del Super Bowl erfaring, men har aldrig spillet i én. Så sent som i februar var han backup for Patrick Mahomes og Kansas City Chiefs i Super Bowl 59, som de tabte til Wentz’ tidligere klub, Philadelphia Eagles. Med dem var han faktisk også i Super Bowl, da han skadet måtte se til fra sidelinjen, da Nick Foles blev folkehelt og MVP i sejren over New England Patriots i Super Bowl 52.
Den 32-årige Wentz går ind i sin 10. NFL-sæson.








