Det blev hverken til et “hold out” eller et franchise tag i Minnesota Vikings. De har nemlig forlænget deres runningback Dalvin Cook i 5 år.

Den 25-årige runningback Dalvin Cook er blevet forgyldt af Minnesota Vikings, der giver ham en 5 års forlængelse til en værdi af 63 millioner dollar.

Der havde været mange spekulationer om Cooks’ fremtid i denne offseason. I lang tid lignede det faktisk, at kontraktforhandlingerne var brudt sammen, og at Cook ville spille året ud uden en ny kontrakt. Sådan blev det dog ikke.

Cook var et andentrundevalg i 2017, og man kan ikke komme uden om hans skadeshistorik. Det er nemlig ikke lykkedes for ham at gennemføre en hel sæson for klubben.

Sidste år beviste han dog for alvor, hvad han kan når han er frisk. Cook er nemlig et kæmpe omdrejningspunkt for angrebet, både i løbespillet men særligt også i kastespillet.

Han rørte bolden på 38,1% af angrebets spil, hvilket var det niende højeste af alle spillere i NFL, og han førte NFLs runningbacks i at skabe flest yards efter en grebet bold med et gennemsnit på 11,3 yards per grebet bold.

For at få råd til kontrakten, var klubben nødt til at omstrukturere linebacker Eric Kendricks’ kontrakt, så han i år får seks millioner i en signing bonus, i stedet for som base salary.

Kontrakten gør Cook til den sjette bedst betalte runningback i ligaen bag Christian McCaffrey, Ezekiel Elliott, Alvin Kamera, Le’Veon Bell og David Johnson.

Vikings møder i aften deres division rival Green Bay Packers. Kampen spilles kl.19:00.