Minnesota Vikings må undvære cornerback Holton Hill, efter at han er blevet idømt en ny karantæne på fire kampe. Dermed er han ude i sæsonens første otte spillerunder.

Holton Hill må vente lidt længere med at komme i aktion for Minnesota Vikings i 2019, end han først havde regnet med.

I april blev han idømt fire kampes karantæne for at bryde NFL’s regler om præstationsfremmende stoffer, og nu er cornerbacken blevet idømt yderligere fire kampes karantæne for brug af ulovlige stoffer.

Det meddelte NFL tirsdag aften dansk tid.

Holton Hill kan derfor først komme i aktion i niende spillerunde, hvor Vikings møder Kansas City Chiefs. Indtil da må Vikings sætte deres lid til resten af cornerbackgruppen, der blandt andet rummer Xavier Rhodes, Mackensie Alexander, Trae Waynes og Mike Hughes.

22-årige Holton Hill kom til Minnesota Vikings, efter at han ikke blev valgt i draften i 2018. I sin første sæson spillede han i alle 16 kampe.