Der var lagt op, til at Minneosta Vikings ville cutte deres startende venstre tackle Riley Reiff bare få dage inden sæsonen skal til at starte. I stedet valgte han at acceptere at omstrukture sin kontrakt og tage en lønnedgang.

Efter at Minnesota Vikings hentede Yannick Ngakoue i Jacksonville Jaguars, havde klubben brug for at skabe noget mere råderum i deres salary cap. Derfor gik klubben til deres startende venstre tackle Riley Reiff, og bad ham om at acceptere en lønnedgang. Reiff stod i år til at tjene 10,9 millioner dollar, og er i følge hans nuværende kontrakt betalt som den 16. bedste left tackle i ligaen.

Dette budskab blev ikke mødt med glæde hos den 31-årige startende venstre tackle. Han forlod i forgårs træningsanlægget med beskeden om at give svar dagen efter eller blive cuttet. Reiff og hans agent skulle eftersigende have forsøgt at teste markedet, men kom i sidste ende ikke frem til noget resultat.

Reiff har derfor valgt at acceptere sin lønnedgang og blive i klubben. Dermed er det mulige drama i Minnesota altså ovre inden det rigtigt begyndte. Det bekræfter Adam Schefter på Twitter.

Det er endnu ikke offentliggjort hvor stor en lønnedgang som Reiff har accepteret, men den forventes at være anselig. For alle andre end Reiff selv, må det dog ses som gode nyheder, at han vælger at blive, og ikke mindst at han var villig til at tage lidt mindre i løn. Holdet og ikke mindst den offensive linje, har nemlig brug for ham i år.

For på trods af at Reiff ikke hører til blandt de allerbedste i ligaen på sin position, så tilbyder han stadig noget erfaring og stabilitet til en ung offensiv linje, der i mange år har kæmpet med dets niveau og at finde en identitet.

Derfor er det alt i alt en god nyhed for Vikings og holdets fans at Reiff bliver i klubben.