Minnesota Vikings har givet Adam Thielen en ny og lukrativ kontraktforlængelse.

For anden gang på to år har Adam Thielen skrevet under på en kontraktforlængelse med Minnesota Vikings.

I 2017 skrev han under på en fireårig kontrakt med Vikings til en værdi af 19,25 millioner dollar, men efter to fremragende sæsoner får han nu en gevaldig lønforhøjelse. Således har han skrevet under på en ny fireårig kontraktforlængelse til knap 64 millioner dollar. Thielen kan i alt tjene 73 millioner dollar over de fire år.

Det meddeler Adam Thielens agent på Instagram, og ifølge NFL Networks Ian Rapoport får han 35 millioner garanteret.

Dermed er Thielen nu på kontrakt i Minnesota til og med 2024-sæsonen.

Thielen, 28 år, kom ind i NFL i 2013, efter at han ikke var blevet valgt i NFL-draften. Efterfølgende skrev han kontrakt med Vikings.

Receiveren har i de to seneste sæsoner været en af NFL’s bedste. I 2017 greb han 91 bolde for 1.276 yards og fire touchdowns, mens det i 2018 blev til 113 grebne bolde for 1.373 yards og ni touchdowns.