Efter at have været væk fra holdet i en måned på grund af mentale problemer, vender Everson Griffen tilbage til Minnesota Vikings.

Forsvarsstjernen Everson Griffen har ikke været i aktion for Minnesota Vikings siden slutningen af september, og det skyldes mentale problemer. Den defensive end opførte sig angiveligt underligt og truende til Vikings’ træningspas, hvorfra han blev bortvist flere gange. Derfor har han heller ikke været sammen med sine holdkammerater siden.

*** Everson Griffen indlagt på mental institution

Det skal han dog nu.

I en pressemeddelelse meddeler Vikings, at Griffen vender tilbage til holdet onsdag.

– Vi har været i kontakt med Eversons læger i hele processen og har hørt deres anbefalinger, om hvad Eversons næste skridt skal være. Vi er glade for at byde Everson velkommen tilbage til Vikings og se ham omkring holdkammerater, trænere og medarbejdere – folk, der bekymrer sig meget om hans velbefindende, fortæller general manager Rick Spielman.

Griffen selv kalder det et skridt i en længere proces.

– At være omkring mine holdkammerater og trænere er noget, jeg har savnet i flere uger. Men selv om dette er et spændende og positivt fremskridt for mig, er det kun et skridt i en længere proces. Jeg glæder mig til igen at træne med drengene og bidrage til holdet på enhver måde, jeg kan, lyder det fra Griffen, der tilføjer, at han vil bruge sin historie til at gøre mere opmærksom på mental sundhed.

Minnesota Vikings møder i New Orleans Saints i Sunday Night Football i den kommende spillerunde. Inden det opgør er de 4-2-1.