Tyreek Hill sætter bestemt barren højt forud for 2023-sæsonen. Senest har han udtalt, at han helt sikkert får 2.000 yards og en Super Bowl titel med Dolphins i denne sæson.

For nyligt afslørede den lynhurtige receiver, Tyreek Hill, nogle af sine mål for 2023. Han fortalte på sin podcast It Needed To Be Said, at han tror fuldt og fast på, at han kan gribe for mere end 2.000 yards og vinde en Super Bowl med Dolphins.

Hvis Hill når sit mål på de magiske 2.000 yards, så vil han blive den første receiver i historien til at nå den milepæl. Han vil dermed også slå den nuværende rekord på 1.964, der blev sat af Calvin Johnson tilbage i 2012 (hvor der dog kun var 16 grundspilskampe).

I 2022 kom Hill da også tæt på med 119 grebne bolde for 1.710 yards. Hertil skal de også nævnes, at Hill i 2022 greb bolde fra både Tua Tagovailoa, Teddy Bridgewater og Skylar Thompson. Begge de to førnævnte statistikker er allerede sæsonrekorder for Dolphins. For at have en reel chance for at når de 2.000 yards skal Tyreek Hill sandsynligvis være tilgængelig i alle 17 kampe. Og måske ligeså vigtigt er det, at Tua er tilgængelig i samme antal kampe. Hill har også tidligere på året udtalt, at det netop er muligt at nå de 2.000 yards pga. Tua, da han er “ligaens mest præcise quarterback”.

De første forberedelser for Tyreek Hill og Dolphins for at nå disse mål starter d. 25 juli, hvor holdet indleder deres træningslejr.