Den tidligere cheftræner for Detroit Lions har igen fået sig et job i NFL, denne gang som quarterback-træner og assisterende cheftræner hos Miami Dolphins

Miami Dolphins’ nye cheftræner Brian Flores, der aldrig før har stået i spidsen for et NFL-hold, har sikret sig en hjælpende hånd. Dolphins har nemlig hyret den erfarne Jim Caldwell, der tidligere har haft succes som cheftræner i både Indianapolis Colts og Detroits Lions.

Caldwell skal både assistere Flores med hans nye rolle som cheftræner og fungere som træner for holdets quarterbacks.

Et hurtigt kig på Jim Caldwells CV viser, at han er yderst kvalificeret i begge henseender. Caldwell var quarterback-træner for Peyton Manning hos Indianapolis Colts mellem 2002 og 2008, før han blev cheftræner for holdet. I 2009 førte han Colts til Super Bowl XLIV, hvor det dog blev til et nederlag til New Orleans Saints.

En 2-14 sæson kostede ham jobbet, hvorefter han blev quarterback-træner for Baltimore Ravens. Her blev han forfremmet til offensiv koordinator, en stilling han også bestred da Ravens vandt Super Bowl i 2013. Året efter blev han cheftræner hos Detroit Lions, som han to gange førte i slutspillet. I sin tid hos Lions vandt han 36 kampe og tabte 28.