Xavien Howard skriver under på en ny femårig aftale med Miami Dolphins, der gør ham til den bedst betalte cornerback i NFL.

Syv interceptions stod han for i 2018-sæsonen, hvilket var nok til en delt førsteplads i NFL, og det bliver cornerback Xavien Howard nu belønnet for.

Miami Dolphins har nemlig haft det helt store checkhæfte fremme for at holde på cornerbackprofilen, der ellers havde kontraktudløb efter den kommende sæson.

Således er de to parter blevet enige om en femårig kontraktforlængelse, der holder Xavien Howard i Miami til og med 2024-sæsonen. Den forlængelse vil indbringe Howard 76,5 millioner dollar – knap 509 millioner kroner – hvilket gør ham til den bedst betalte cornerback i NFL.

Det erfarer Adam Schefter fra ESPN.

Tidligere var Washington Redskins’ Josh Norman den bedst betalte cornerback i NFL med en femårig aftale til 75 millioner dollar.

Howard, 25 år, blev valgt i anden runde af NFL-draften i 2016 af Miami Dolphins, og efter en skadesplaget første sæson har han i de to seneste sæsoner udviklet sig til en profil i NFL. I 2018 blev han også udtaget til Pro Bowl for sine præstationer.