
Los Angeles Rams har været ramt af et hav af skader i starten af denne sæson. Nu er deres store offensive stjerne Cooper Kupp også hårdt ramt.
Rams fik ørene i maskinen i søndagens opgør mod Cardinals. For at gøre ondt værre er Rams også meget hårdt ramt af skader. I første runde var det den unge stjernereceiver Puka Nacua, der pådrog sig en slem skade. I denne runde var det så den mere rutinerede receiver Cooper Kupp, som måtte forlade kampen skadet.
Sean McVay har udtalt, at Kupp kommer til at misse en del kampe, og derfor kunne man sagtens forestille sig, at også han ender på IR. Udover skader til de to store receiverstjerner, så er Rams også hårdt ramt på flere andre positioner. Faktisk er det meste af angrebet ramt.
Det er tredje sæson i streg, at Kupp misser kampe på grund af skader. Over de seneste to sæsoner har den dygtige receiver i alt misset 13 kampe med forskellige skader.
Det har ganske enkelt været en forfærdelig start på sæsonen for Rams, der foruden skaderne også er startet 0-2. Med både Nacua og Kupp ude, så må Stafford begynde at kigge efter andre mål, som fx. Tyler Johnson, Demarcus Robinson og rookien Jordan Whittington.







