Rams’ stjernerunningback, Todd Gurley, sluttede 2018-sæsonen med en masse rygter og spekulationer om sit knæ, og selvom vi nu er små fire måneder fra Super Bowl, er Rams stadig påpasselige med Gurleys bentøj.

Todd Gurley startede 2018-sæsonen som lyn og torden, men sidst på sæsonen kom der grus i maskineriet hos den stærke runningback. Han sad ude de sidste to kampe af grundspillet, og i NFC-finalen og i Super Bowl lignede han en skygge af sig selv, og Rams havde skåret kraftigt ned på hans brug.

Rygterne begyndte at svirre om en knæskade, men Rams selv sagde, at han var skadesfri, og Sean McVay påtog sig skylden for Gurleys manglende brug. Rygterne om en knæskade har dog ikke ville dø, og især rygter om gigt i knæet har forfulgt Gurley.

Der er nu gået fire måneder siden Super Bowl, og selvom Rams stadig ikke rigtig vil kalde ham skadet, er de stadig meget påpasselige med arbejdsbyrden, som Gurley får her i optakten til den kommende sæson.

Under holdets forårstræninger har Gurley været til stede, men har, i stedet for at træne med holdet, selvtrænet med de fysiske trænere ved siden af. Til pressemødet fortalte Sean McVay om deres plan med Gurley, som de lagde efter 2018-sæsonen:

– Det var på det tidspunkt, hvor vi satte os ned og udviklede en plan, der bedst formår at få Todd klar til at møde Carolina Panthers (i første spillerunde), men også at tænke over at få ham klar til, når træningslejren starter.

Hvornår Gurley begynder at træne fuldt med står altså stadig lidt hen i det uvisse.