Femte spillerunde skydes i gang med et divisionsbrag, som har direkte slutspilsperspektiver. CenturyLink Field lægger græs til opgøret mellem Seattle Seahawks (3-1) og Los Angeles Rams (3-1).

Gæsterne skal forsøge at rejse sig efter at have lidt sæsonens første nederlag mod Tampa Bay Buccaneers (40-55, red.). Heri kastede Jared Goff bolden hele 68 gange for 517 yards og to touchdowns – men også tre interceptions.

Seattle Seahawks kom omvendt tilbage på sejrssporet med en stensikker 27-10-sejr på udebane mod de øvrige divisionsrivaler fra Arizona Cardinals. Sejren kom blandt andet i hus efter en interception af nytilkomne Jadeveon Clowney.

Seneste nyt på skadesfronten

Begge mandskaber er relativt forskånet for skader inden torsdagskampen. Hos Seahawks er der kun tvivl om den offensive tackle Duane Brown, som har døjet med en bicepsskade gennem en længere periode.

Sean McVay råder over et komplet mandskab, da Marcus Peters er blevet clearet til at spille. Peters blev ellers torpederet (se nedenstående video, red.) i weekendens opgør mod Tampa Bay Buccaneers, hvortil flere frygtede, at han måtte sidde over mod Seahawks med en hjernerystelse.

Hold øje med…

Kan Rams’ secondary rejse sig efter blamagen mod Buccaneers?

Famous Jameis Winston ydmygede Los Angeles Rams’ forsvar i den forhenværende spillerunde, da han kastede for 385 yards og fire touchdowns – og for i øvrigt satte 55 points på tavlen. Det bliver særdeles interessant at følge, hvordan Rams-forsvarets bagerste geledder reagerer på den blamage, når de står over for Russell Wilson i Seattle. Wilson har foreløbigt kastet for 1.141 yards og otte touchdowns i 2019, hvilket er niende flest i NFL. Tallene understreger også, at Seahawks er villige til at afvige fra deres gammeldags run-first-angreb og stole på Wilsons evner til at afgøre kampene. Det kan godt blive et mismatch i dette opgør, hvor Tyler Lockett eksempelvis kan få en stor aften – han står allerede noteret for 328 grebne yards og to touchdowns i 2019.

Hvordan skal Seahawks’ defensive linje håndtere Aaron Donald?

Ligaens bedste forsvarsspiller, Aaron Donald, har ikke fået nogen drømmestart på 2019-sæsonen med blot et enkelt sack og 10 tacklinger. Alligevel er det værd at bemærke, at Donald har for vane at udradere divisionsrivalerne fra Seattle, når de krydser klinger. I de seneste tre indbyrdes opgør mellem Rams og Seahawks står Aaron Donald noteret for hele 6,5 sacks – egenhændigt! Værternes offensive linje har da også vist svagtegn i 2019, hvor Russell Wilson er blevet sacked 12 gange, hvilket er femte flest i NFL.

Vidste du, at…

Seattle Seahawks og Los Angeles Rams spillede to særdeles pointrige kampe i 2018-sæsonen. Sidstnævnte vandt de to opgør med henholdsvis 33-31 og 36-31. Hvis sidste års tendenser fortsætter, har vi et spektakulært opgør i vente!

Spiltip

Davante Adams leverede en magtpræstation sidste torsdag med 180 grebne yards. Det rakte imidlertid ikke for vores spiltip, eftersom han forlod banen uden scoringer. Det efterlader os 1-3 for sæsonen, hvilket selvsagt ikke er godkendt.

Med tanke på sidste sæsons pointrige kampe, samt Los Angeles Rams’ offensive kvaliteter og defensive kvaler, forventer jeg endnu et dramatisk og relativt højtscorende opgør. I den forbindelse tilbyder Danske Spil odds 1,72 på over 48,5 point i kampen – inklusiv forlænget spilletid.

Spil ansvarligt!

Pick

Det er et ualmindeligt svært opgør at forudse. Som nævnt oven for vandt Los Angeles Rams begge indbyrdes opgør i fjor, og de må være motiverede efter at rejse sig oven på søndagens nedtur. Omvendt har Seahawks både momentum, hjemmebanefordelen og den bedre quarterback, som kan levere dét ekstra i de afgørende situationer.

Seattle Seahawks vinder med 30-27.