Denver Broncos handler en af klubbens største legender, Von Miller, til Super Bowl-aspiranterne Los Angeles Rams inden tirsdagens trade deadline.

Efter en glorværdig karriere hos Texas A&M i college blev Von Miller valgt af Denver Broncos som nummer to efter Cam Newton i 2011-draften. Siden da er det blevet til en Super Bowl-titel, Super Bowl-MVP og hele otte Pro Bowls. Ifølge Adam Schefter fra ESPN skal Miller nu jagte quarterbacks for Rams.

Rams sender tilsyneladende et 2. og 3. rundevalg i 2022-draften til Broncos i bytte for den prominente pass rusher. Derudover er Broncos gået med til at betale 9 millioner dollars af de resterende 9,7 millioner dollars, som Miller får i løn. Kontrakten udløber allerede efter denne sæson, medmindre Rams formår at forlænge aftalen.

Rams har nu hverken et 1., 2. eller 3. rundevalg i 2022.

Los Angeles-holdet er 7-1 og bejler til Super Bowl, og de satser nu alt for at vinde mesterskabet på hjemmebane i februar. Miller kommer til at danne en frygtindgydende duo med Aaron Donald samtidig med, at Jalen Ramsey står for opdækningen på ydersiden.

Von Miller nåede 10,5 sæson i Denver, hvor han noterede sig for 110,5 sacks – flest i Broncos’ historie.