Los Angeles Chargers er som altid løbet ind i skadesproblemer, denne gang inden sæsonen overhovedet er gået i gang. Men en gammel kending kan være manden, der løser problemet.

Den lovende tight end Hunter Henry rev sit korsbånd over i maj måned og kommer ikke til at spille denne sæson. En af de største klublegender, tight end Antonio Gates, er fortsat uden kontrakt, og LaDainian Tomlinson mener, at han udelukkende vil trække en Chargers-uniform over hovedet.

“Jeg er overbevist om, at det eneste sted Antonio vil spille er Chargers. Jeg tror han har en tankegang, der siger ‘Hvis jeg spiller, så skal det være for Chargers, hvis det ikke er Chargers, så har jeg det okay, så spiller jeg ikke’”.

Sådan udtalte Tomlinson i et interview med radiostationen SiriusXM NFL Radio. Los Angeles havde egentligt fritstillet Gates i april, fremtiden hed Hunter Henry. Men en skade kan hurtigt slå en plan ud af kurs. Desværre har holdet ikke rigtigt haft en plan b.

Chargers har ikke en tight end på holdkortet, der kan give dem samme ro som Antonio Gates vil kunne. Evighedstalentet Virgil Green har altid rigtigt fungeret i NFL og resten af spillerne på positionen er ukendte i NFL-sammenhæng. Dermed kan en genetablering af det gennem tiderne så succesfulde samarbejde nemt finde sted. For et par uger siden fortalte holdets general manager, Tom Telesco, at de havde haft kontakt med den tro væbner.

Den nu 38-årige tight end kom til Chargers uden at være blevet draftet i 2003. Det var en god chance at tage. Det er sidenhen blevet til 15 sæsoner for Chargers, 14 i San Diego og en enkelt i Los Angeles. Gates har grebet 927 bolde for mere 11.500 yards og scoret 72 touchdowns. Det er i alt blevet til otte ture i Pro Bowl, tre pladser på den prestigefyldte First Team All-Pro liste og to pladser på Second Team All-Pro.