Los Angeles Chargers kan se frem til at få angrebsprofilen Melvin Gordon tilbage på træningsbanen. Ifølge NFL Network og ESPN har den 26-årige runningback afsluttet sin strejke, og vil fremadrettet bidrage til Chargers’ angreb.

Melvin Gordon har forsøgt at tvinge Chargers til at punge ud med en ny kontrakt til ham ved – indtil nu – at udeblive fra både træning og kampe i 2019. Med sin nuværende kontrakt står Gordon til at tjene cirka 40 millioner danske kroner i den indeværende sæson. Melvin Gordon har kontraktudløb i sommeren 2020.

Chargers tilbød angiveligt Gordon en kontraktforlængelse til en årlig værdi af knap 70 millioner danske kroner inden sæsonen, men det afviste sidstnævnte.

Gordon kommer tidligst i spil i femte spillerunde, hvor Los Angeles Chargers står over for divisionsrivalerne Denver Broncos. Chargers er startet sæsonen med kun en enkelt sejr og to nederlag, men det skyldes ikke den manglende produktion i løbespillet.

Her har Austin Ekeler (160 løbede yards) og Justin Jackson (142 løbede yards) præsteret fint, hvilket sandsynligvis har spillet ind i forhold til Gordons beslutning om at afslutte sin strejke.

I sin fireårige karriere for Los Angeles Chargers står Melvin Gordon noteret for 3.628 løbede yards og 28 touchdowns.