Todd Gurley køber ikke hele NFLs ide om at spille kampe i London.

NFL og dets spillere har altid lovprist chancen for at spille i London. Det er stort. Det er en oplevelse. Det er fedt for de europæiske fans – har været nogle af de af de standardfraser spillerne og ligaen har liret af.
Men nu tager én spiller bladet fra munden, og melder klart ud: “Det giver bare ingen mening” sagde Todd Gurley forleden, og mon ikke det har fået de høje herrer i NFL til at få den britiske te galt i halsen.
Los Angeles Rams runningback kom til London fredag sammen med resten af holdet direkte fra Florida, hvor de har tilbragt og trænet hele ugen efter deres sejr over Jacksonville Jaguars sidste søndag.
Gurley sagde det simpelthen er for meget rejseri at tage imod Arizona Cardinals, en divisionsrival, fra en tilstødende stat, i London.
“Det giver bare ingen mening,” sagde Gurley til journalister efter holdets første træning i London. “Vi spiller mod Arizona, det er normalt en 45-minutters flyvetur, men i stedet skal både Arizona-spillerne og vi flyve hertil.”
Det er 11. år i træk, at NFL spiller kampe i den britiske hovedstad, der er vokset fra kamp om året i 2007 til nu fire kampe i denne sæson. Og det er andet år i træk, at Rams spiller i London, så måske kan det have haft indflydelse på Todd Gurley’s kommmentarer: “De her kampe på den anden side af Atlanten, er nødt til at stoppe.” sluttede han sin tirade.
I modsætning til Rams har Cardinals været i London hele ugen for at vænne sig til tidsforskellen og klimaet forud for søndagens kamp på Twickenham, der normalt lægger græs til Englands rugbylandshold.

1 KOMMENTAR

  1. Jeg er helt enig med Gurley. De vanvittige lange rejser holdene skal, tidsforskellen er også en faktor. I NFL møder man jo på et tidspunkt alle de andre 31 hold, så hvis Denver skal til London, og møde et hold, som fik fast base i London, det er sgu for skørt.

Comments are closed.