Raiders må undvære et af Derek Carrs bedste våben i 2020.

Tyrell Williams kommer ikke i aktion for Las Vegas Raiders i 2020.

Tirsdag aften dansk tid er receiveren blevet placeret på skadeslisten – den såkaldte “injured reserve”. Normalt vil hold kunne lade spillere blive aktiveret igen, men da Williams allerede placeres der nu, vil han ikke kunne. Han vil nemlig ikke være en del af Raiders’ trup på 53 mand til sæsonstarten.

Og dermed er hans sæson altså overstået, inden den overhovedet begyndte på grund af en skulderskade. Det var Field Yates fra ESPN, der først skrev om Williams’ placering på skadeslisten.

Tyrell Williams døjede også med skader i sidste sæson, hvor han greb for blot 650 yards, efter at Raiders hentede ham på en stor fireårig kontrakt til 44 millioner dollar.

I stedet skal Raiders blandt andet sætte deres lid til rookies Henry Ruggs III og Bryan Edwards. Førstnævnte blev valgt i første runde, mens Edwards blev valgt i tredje runde af NFL-draften, men efter sigende har imponeret.