Minnesota Vikings og T.J. Hockenson er nået til enighed om en lukrativ, fireårig kontraktforlængelse.

Med et trylleslag har Minnesota Vikings gjort T.J. Hockenson til én af de bedst betalte tights end i NFL. Parterne er nået til enighed om en fireårig kontraktforlængelse, som indbringer Hockenson i omegnen af 470 millioner kroner. Det betyder, at Hockenson kommer til at tjene cirka 117,5 millioner kroner om året, hvilket kun er overgået af Darren Wallers kontrakt med New York Giants.

Det er noget af et lønhop for Hockenson, der har i gennemsnit har tjent 34 millioner kroner pr. sæson med sin rookie-aftale.

Efter flere svære sæsoner i NFL, hvor T.J. Hockenson ikke levede op til forventningerne, skiftede han Detroit ud med Minnesota i fjor. Her fandt Hockenson hurtigt ind i en rytme med Kirk Cousins og Kevin O’Connell, og han greb 60 bolde for 519 yards og tre touchdowns i de 10 kampe, han nåede for Vikings i 2022-sæsonen.

Aftalen betyder også, at T.J. Hockenson vender tilbage på træningsbanen for Minnesota Vikings. Hockenson har ikke deltaget i størstedelen af Vikings’ sæsonforberedelser, fordi han har døjet med rygsmerter, men også fordi han har afventet sin kontraktforlængelse. Nu er Hockenson utvivlsomt tiltænkt en vigtig rolle i Vikings’ angreb, hvor han skal supplere Justin Jefferson og rookie Jordan Addison, efter at Adam Thielen er skiftet til Carolina Panthers.