Stjernereceiver bliver den bedst betalte Bears-spiller nogensinde

0

Chicago Bears og D.J. Moore er blevet enige om en fireårig kontraktforlængelse, som gør stjernereceiveren til den bedst betalte Bears-spiller nogensinde.

Der blæser nye vinde ind over “Windy City” i Illinois. Chicago Bears ligner et mandskab på en mission, hvor de skal gøre bod på fem år med middelmådighed og skuffelser. Caleb Williams er blevet hentet ind som den store Messias, og nu forgylder Bears holdets store stjernereceiver D.J. Moore.

D.J. Moore har skrevet under på en fireårig kontraktforlængelse, som potentielt indbringer ham i omegnen af 760 mio. danske kroner. Kontrakten er sammensat, så Moore er garanteret at tjene cirka 570 mio. danske kroner. Således har Bears sikret, at Moore er under kontrakt til og med 2029-sæsonen.

Kontraktforlængelsen gør D.J. Moore til den bedst betalte Bears-spiller nogensinde, da han overgår Montez Sweats aftale, som blev indgået i fjor. Desuden er det kun Justin Jefferson og A.J. Brown, som er garanteret at tjene mere end D.J. Moore med de nuværende receiverkontrakter i NFL.

D.J. Moore spillede sin hidtil bedste sæson som professionel i 2023. Den 27-årige receiver greb 96 bolde for 1.364 yards og otte touchdowns, selvom han spillede på ét af ligaens svageste angreb med Justin Fields og Tyson Bagent som startende quarterbacks.

Kontraktforlængelsen er den seneste i en perlerække af dyre receiverkontrakter, som er blevet indgået i optakten til 2024-sæsonen. Listen tæller prominente spillere som Justin Jefferson, Amon-Ra St. Brown, A.J. Brown, DeVonta Smith, Nico Collins, Jaylen Waddle, Mike Evans og Michael Pittman Jr.

Læs også: Brandon Aiyuk kræver skifte væk fra 49ers

De mange kontraktforlængelser bliver ved med at nulstille receivermarkedet. Det betyder også, at holdene hele tiden forsøger at komme foran markedets eksplosive udvikling. Derfor skal I også holde et vågent øje med San Francisco 49ers, Dallas Cowboys og Cincinnati Bengals, som enten forsøger, eller på sigt skal lande en aftale med Brandon Aiyuk, CeeDee Lamb og Tee Higgins. Det bliver ikke lettere for hverken 49ers, Cowboys eller Bengals at nå til enighed med deres utilfredse stjerne, så længe markedet og virkeligheden overhaler dem indenom.

Husk at du kan støtte Gul Klud, hvis du køber dit NFL Gamepass via dette link. Få adgang til alle NFL-kampe og football 24 timer i døgnet via DAZN.