Sæsonen er endnu ikke for alvor begyndt for Las Vegas, men de har sikret en vigtig spiller flere år ud i fremtiden.

Las Vegas beholder den atletiske tight end Darren Waller i yderligere tre år, det skriver ESPNs reporter, Adam Schefter, på Twitter. Veteranen havde to år tilbage på sin nuværende kontrakt, men søgte lønforhøjelse og mere sikkerhed. Det har han nu fået. 

Aftalen tilføjer 51 millioner dollars i nye penge. Waller er nu bundet til klubben de næste fem sæsoner med en samlet kontraktværdi på lidt mere end 66 millioner dollars. Ifølge spillerens agent var der tale om en meget hård forhandling.

Den nu 30-årige angrebsspiller har de seneste tre år været den mest stabile og farlige angrebsspiller for Oakland, og nu Las Vegas, Raiders. Efter at have været inde og ude af ligaen, blandt andet grundet misbrugsproblemer, fandt han et hjem med Derek Carr som sin quarterback i 2018 og året efter slog han for alvor igennem. Siden 2019 har Waller grebet mere end 250 bolde for 3006 yards og scoret 14 touchdowns.

Den atletiske tight end havde en skuffende sæson i fjor, men var præget af skader og spillede kun i 11 ud af 17 mulige kampe. I år kan han se frem til aflastning, da Raiders foruden Waller og Renfrow har hentet ligaens måske bedste receiver, Davante Adams, til holdet. Las Vegas skyder højt og håber, at Waller kan holde sit niveau til han runder de 35 år, men for nu, har Raiders sikret deres bedste offensive kort og Waller har fået jackpot.