Detroit Lions har forlænget aftalerne med Amon-Ra St. Brown og Penei Sewell, som bliver to af de bedst betalte spillere på deres position.

Dan Campbell forløste potentialet i Detroit i den forgangne sæson, da Lions vandt deres første divisionstitel i 30 år og avancerede til NFC-finalen. Nu forgylder Lions to af nøglespillerne fra Dan Campbells succesfulde mandskab.

Det er receiver Amon-Ra St. Brown og offensive tackle Penei Sewell, der har skrevet under på hver sin fireårige kontraktforlængelse. St. Brown kan tjene i omegnen af 835 millioner danske kroner, mens Sewell står til at modtage cirka 780 millioner danske kroner. Det betyder, at St. Brown og Sewell er de bedst betalte spillere på deres position i NFL målt på årlig indkomst i gennemsnit.

Detroit Lions valgte oprindeligt Amon-Ra St. Brown i fjerde runde af 2021-draften. Den 24-årige receiver fik sit store gennembrud i 2023-sæsonen, hvor han greb 119 bolde for 1.515 yards og 10 touchdowns. Med sin nye kontrakt er Amon-Ra St. Brown nu én af to receivere i NFL, der tjener mere end 208 millioner danske kroner pr. sæson. Den anden receiver er Tyreek Hill fra Miami Dolphins.

Penei Sewell har også spillet for Detroit Lions siden 2021-sæsonen, hvor han blev valgt som den syvende spiller i draften. Efter en svær start på tilværelsen i NFL har Sewell fået gang i karrieren, og han er blevet udnævnt til to Pro Bowls og et enkelt All Pro-hold.

Således har Lions spenderet og styrket sin udgangsposition, før holdet tager hul på draften i de kommende par dage, som afholdes i netop Detroit.