Så skete det endelig, efter det der virkede som uendelige lange forhandlinger, er Dallas Cowboys og runningback Ezekiel Elliott blevet enige om en ny kontrakt.

Efter måneders tovtrækkeri mellem Dallas Cowboys og holdets ubestridt største stjerne, er vi nået i land. Ezekiel Elliott bliver i Dallas de næste otte år og kan komme til at tjene et svimlende beløb, der runder de 100 millioner dollars. Det gør den 24-årige superstjerne til ligaens bedst betalte runningback.

Den titel tilhørte før Rams’ Todd Gurley, men med den ny aftale sniger “Zeke” sig lige akkurat forbi den alsidige spiller fra Los Angeles.

Ifølge Ian Rapoport og Jane Slater fra NFL Network, er den nye aftale på seks år og rammer en værdi på 90 millioner dollars. Elliott får hele 50 millioner garanteret, en meget vigtig faktor. Runningback er kendt som en position, hvor få spillere holder topniveauet i mange år. Nu får Elliott sikret en solid lønpose.

Elliott har tilbragt sommeren væk fra Dallas Cowboys’ træningslejr, han nægtede at spille eller træne med, før han fik en ny kontrakt. Tiden er imens blevet brugt på selvtræning i ferieparadiset Cabo i Mexico. Samme strategi brugte runningbacken da han var ramt af karantæne i 2017. Her præsterede han dog stadig på et højt niveau, da han vendte tilbage.

Det vigtigste for Dallas er, at han nu spiller holdets første opgør på søndag mod ærkerivalerne New York Giants.

Den offensive superstjerne havde to år tilbage på sin nuværende rookieaftale, derfor tales der om beløbet på 100 millioner i totalværdi. Zeke blev draftet tilbage i 2016 som draftens fjerde spiller og beviste sit værd med det samme. Runningbacken løb for flest yards i NFL (det gjorde han også i 2018), blev valgt til Pro Bowl, og fik en plads på First Team All-Pro holdet. Imponerende.

Elliott er krumtappen på angrebet i Dallas og har i sine første tre år for klubben løbet for mere end 850 gange for mere end 4000 yards. Det er imponerende statistikker, men skaber også bekymring i forhold til slid.

I sidste ende vurderede Dallas’ ledelse dog, at Elliott er de mange penge værd for at holde ham i klubben de næste mange år. Nu kan Cowboys for alvor skifte fokus og arbejde på at forlænge Dak Prescotts kontrakt. Quarterbacken søger ligesom Elliott en kontraktforlængelse og en heftig lønforhøjelse, men parterne er endnu ikke blevet enige.

SKRIV ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her