Philadelphia Eagles har foretaget et generationsskifte på tight end-positionen i år og belønner nu holdets nye profil på positionen.

Tight end Dallas Goedert kommer som udgangspunkt til at spille yderligere fire år for Philadelphia Eagles. Det står klart efter klubben har givet angrebsspilleren en ny kontrakt, der kan øge spillerens bankbeholdning med næsten 60 millioner dollars, hvoraf 35,7 millioner er garanterede.

Adam Schefter fra ESPN kunne fortælle om forlængelsen på Twitter.

Set på den samlede værdi gør det Goedert til den tredje-bedst lønnede tight end i ligaen, lige foran Mark Andrews, og kun overgået af Travis Kelce og George Kittle.

Eagles har i mange år haft dygtige Zach Ertz som startende tight end, men holdet valgte Goedert i anden runde af draften i 2018. Han er blevet en større og større del af angrebet de seneste år, hvilket førte Philadelphia til at trade Ertz til Arizona Cardinals tidligere på sæsonen. De har nu valgt at følge op på den handel ved at investere og vise tillid til arvtageren.

26-årige Goedert har i år været en af ligaens mere alsidige og effektive spillere på positionen. Hos Philadelphia har kun rookie DeVonta Smith grebet flere bolde og produceret flere yards i kastespillet. Goedert har udover evnerne i kastespillet gennem hele karrieren også været et aktiv i blokeringsspillet. Det er værdifuldt, specielt i det løbebaserede angreb, som Philadelphia har udviklet sig til at være i år.