
Cowboys og Javonte Williams har indgået en kontraktforlængelse, som sikrer, at Williams kan blive i Dallas i de næste tre år.
Dallas Cowboys og Javonte Williams er nået til enighed om en treårig kontrakt, som potentielt kan indbringe Williams i omegnen af 150 millioner danske kroner ($24 mio.), hvis han opfylder sine præstationsbetingede klausuler.
Aftalen er sammensat, så Williams er garanteret at tjene godt 100 millioner danske kroner ($16 mio.) af sin samlede lønsum.
Kontraktforlængelsen sker i kølvandet på et år, hvor Williams leverede sin hidtil bedste sæson som professionel.
I den forgangne sæson satte Javonte Williams personlige rekorder for løbede yards (1.201), touchdowns (11) og yards pr. løb (4,8).
Det var Javonte Williams’ første sæson i Dallas, efter at han har tilbragt sine første fire år i NFL hos Denver Broncos. Broncos valgte oprindeligt Williams i anden runde af 2021-draften.
Aftalen er betydningsfuld for Dallas Cowboys, der ellers er ganske tyndt besatte på runningback-positionen. Da Javonte Williams havde kontraktudløb til marts, risikerede Cowboys at stå tilbage med Malik Davis, Jaydon Blue og Miles Sanders som runningbacks.








