
Dallas Cowboys har indgået en fireårig kontraktforlængelse med Jake Ferguson, der kan se frem til en betydelig lønfremgang.
I de senere år har Jake Ferguson udviklet sig til at blive en sikkerhedsventil for Dak Prescott i Dallas Cowboys’ kastespil. Nu bliver Ferguson belønnet med en fireårig kontraktforlængelse.
Med sin nye aftale kan Jake Ferguson indkassere i omegnen af 330 millioner danske kroner ($52 mio.), hvis han opfylder sine præstationsbetingede klausuler. Ferguson er garanteret at tjene cirka 190 millioner danske kroner ($30 mio.) af den samlede lønsum.
Kontraktforlængelsen indikerer også, at Jake Ferguson har overgået alle forventninger, siden Dallas Cowboys valgte ham i fjerde runde af 2022-draften. Ferguson har løbende fået mere ansvar i Cowboys’ kasteangreb, siden Dalton Schultz skiftede til statsrivalerne fra Houston Texans i 2023.
Samlet set står Jake Ferguson noteret for 149 grebne bolde for 1.429 yards og syv touchdowns, som han har leveret i sine foreløbigt tre sæsoner som professionel.
Det er den seneste af en række kontraktforlængelser, som Dallas Cowboys har landet frem til sæsonstarten. Foruden Ferguson har Cowboys også forlænget aftalerne med Trevon Diggs og Terence Steele.
Jerry Jones har imidlertid endnu til gode at løse tovtrækkeriet med stjernespilleren Micah Parsons, der forventeligt kan se frem til at blive den bedst betalte ikke-quarterback i NFL.
Læs også: Rashawn Slater skriver historisk aftale








