
Kansas City Chiefs har indgået en fireårig kontraktforlængelse med Trey Smith, som gør Smith til den bedst betalte offensive guard i NFL.
Kansas City Chiefs og Trey Smith er nået til enighed om en fireårig kontraktforlængelse, som potentielt kan indbringe Smith i omegnen af 605 millioner danske kroner ($94 mio.), hvis han opfylder alle sine præstationsbetingede klausuler.
Kontrakten er sammensat, så Trey Smith er garanteret at tjene cirka 450 millioner danske kroner ($70 mio.) af den samlede lønsum. Samlet set betyder kontrakten, at Smith nu kan bryste sig af at være den bedst betalte offensive guard i NFL.
Kontraktforlængelsen blev offentliggjort få timer inden fristen for, at spillere der havde modtaget et franchise tag kunne indgå en længerevarende aftale med deres respektive mandskab.
Mens Trey Smith skippede Kansas City Chiefs’ frivillige opstart tilbage i marts, så var han tilstede under Chiefs’ obligatoriske mini-træningslejr i juni. Med kontraktforlængelsen på plads hersker der heller ingen tvivl om, at Smith møder op til Chiefs’ træningslejr.
Trey Smith har startet 67 kampe for Kansas City Chiefs, siden han blev valgt i sjette runde af 2021-draften. I den forgangne sæson tillod Smith bare 1,5 sack og blev stemt i sin første Pro Bowl.
Læs også: Det store overblik – Training Camp








