Houston Texans har forgyldt quarterback Deshaun Watson med en fireårig kontraktforlængelse med en samlet værdi på 177 millioner dollars

Tidligere på sæsonen blev vi vidne til Patrick Mahomes’ monsterkontrakt, og nu er det så blevet Texans’ Deshaun Watsons tur.

Ifølge ESPN’s Adam Schefter er Houston Texans og den 24-årige Deshaun Watson endelig nået til enighed om en kontraktforlængelse.

Der er tale om en fireårig kontrakt til en samlet værdi af 177,54 millioner dollars, hvoraf de 111 millioner dollars er garanterede.

Kontrakten gør Watson til den bedst betalte spiller i NFL de næste fire sæsoner, hvor han vil have en gennemsnitlig grundløn på 39 millioner dollars.

Texans valgte Watson i første runde af 2017-draften, og han viste hurtigt prøver på sit potentiale, da han fik chancen fra start i anden spillerunde af 2017. Desværre fik Watson i 2017 en alvorlig skade, men han vendte heldigvis stærkt tilbage i 2018 og har siden etableret sig som en af ligaens bedste quarterbacks.

Watson er blevet valgt til Pro Bowl i både 2018 og 2019, hvor han også har ført Texans i slutspillet begge år.